Regnskab: Sjælland flager på havnen i Holbæk

Opkøbet af Max Bank dominerer halvårsrapporten fra Sparekassen Sjælland, der ser basisindtjeningen gå frem med 43 pct.
Foto: Peter Andersen
Foto: Peter Andersen

Det er en meget tilfreds bankdirektør for Sparekassen Sjælland, Lars Petersson, der sender en halvårsrapport på gaden, hvor opkøbet af de sunde dele af Max Bank dominerer nøgletallene, der kan være svære at sammenligne med tidligere halvårsregnskaber.

Han hæfter sig ved en række positive elementer, bl.a. stærk fremdrift i basisindtjeningen og forøgelse af garantkapitalen takket være de ”nye” kunder fra Max Bank, forhold der ikke får direktøren til at bekymre sig over, at bl.a. nedskrivningerne er steget en del, udlånet dykker og renteindtægterne ligeledes ligger i den lave ende.

”Uanset hvad så har vi hejst flaget nede på havnen i dag. Mange andre steder står det fortsat på halvt, men vi har godt villet flage, fordi vi synes, vi har succes. Vi er lykkedes med Max Bank, som vi har en good feeeling omkring,” siger Lars Petersson og tilføjer.

Bevist vi kan

”Og jeg synes, at vi i en økonomisk hård periode for Danmark er lykkedes med at sætte os på Sjælland. Det har vi bevist, at vi kan. I sådan en transaktion med købet af Max bank, der er der meget, der kan gå galt. Men heldigvis kan vi konstatere, at meget af det, der kan gå galt, det er gået godt,” siger Lars Petterson til FinansWatch.

Alle poster i regnskabet, både i resultatopgørelsen og på balancen, er præget af købet af Max Bank sidste efterår. På indtægtssiden stiger nettorente- og gebyrindtægterne med 114,1 mio. kr., mens udgifterne til personale og administration er steget med 88,3 mio.kr.

Og tager man basisdriften før nedskrivninger og kursreguleringer, så er den gået frem med 43 pct. til 133,1 mio. kr. Går man væk fra de konsoliderede tal og spørger direktøren til udviklingen i ”den gamle” sparekasse, så er fremgangen i basisdriften på ca. 10 pct.

Månedlig besparelse på 1 mio. kr.

”Den fremgang er i de lavere ende i sektoren, men der er en række omkostninger i forbindelse med et opkøb, som er svære at placere. Så der er meget mere at hente for os på basisindtjeningen fremover, hvor vi fremover skal afholde færre omkostninger, alene på It-siden er der en månedlig besparelse på 1 mio. kr., når vi rykker over til Bankdata,” siger Lars Petersson til FinansWatch.

Han siger ligeledes, at de fulde synergier ikke er høstet endnu som følge af købet af Max Bank, så også der ligger der ekstra vitaminer og venter til at forbedre sparekassens lønsomhed.

Ligesom hos kollegerne i branchen er det gebyr- og provisionsindtægterne, der er den store trækhest på indtægtssiden, mens Sjælland ligesom mange andre rammes på renteindtægterne af et meget stort likviditetsoverskud, der er svært at forrente i det nuværende rentemiljø.

”Vi har en mega stor likviditet og det koster os penge, når du har en obligationsbeholdning på 4,5 mia. kr. Bare en pct. i rente er lig med 45 mio. kr. i mistede indtægter. Og det er ikke fordi, at vi er nede med sådan et beløb, men bare for at forklare, hvor lidt der skal til, før det påvirker vores nettorenteindtægter. Vi har noget til gode på den front fremover,” siger Lars Petersson.

Han mener ligeledes, at der også på rentemarginalen ligger et potentiale, han formulerer det på den måde, at ”…hvis jeg havde været en rigtig bankmand, så havde vi løftet vores renter mere”.

Udlånstilbagegang

På nedskrivningsfronten er de 123 mio. kr. et stort beløb, sammenholdt med nedskrivninger på 85,8 mio. kr. i hele 2011. Men allerede i forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet tilbage i marts sagde direktøren, at banken var indstillet på, at nedskrivningerne ville stige en del, men at basisdriften var robust nok til at kunne absorbere disse.

Der er da også 6,4 mio. kr. tilbage på bundlinjen, når alle udgifter og potentielle tab er afholdt.

Udlånet  er efter købet af Max Bank vokset med 25 pct., men  bag de konsoliderede tal ligger en udlånstilbagegang på en halv mia. kr., ud af en samlet udlånsmasse på cirka 11 mia. kr.

Til gengæld brager indlånet frem med 44 pct.

Direktøren hæfter sig måske allermest ved en helt anden ting i halvårsregnskabet, nemlig at cirka 1000 af de nye kunder i løbet af første halvår har tegnet garantkapital for 35 mio. kr.

I de gode år

”Det er flot, og det er altså kapital, der kommer fra folk, der har tabt penge på deres Max Bank-aktier. Og vi har fortalt dem omkring risikoen ved garantkapital,” siger Lars Petersson.

Hvorfor er salg af garantbeviser til 1000 kunder en succes, I fik i alt mere end 25.000 nye kunder med købet af Max Bank?

”I de gode år i ”den gamle” Sparekassen Sjælland, der fik vi en tilvækst på 100 mio. kr. på garantkapitalen på et år. Og alene fra de tilkøbte kunder har vi fået 35 mio. kr. på et halvt år i en tid, hvor dansk økonomi kører i lavt gear, Det er en succes-faktor for mig,” siger Lars Peterson til FinansWatch.

Sparekassens solvensoverdækning er på 5,6 procentpoint og der er ingen kapital, der forfalder før 2015. I den forbindelse understreger direktøren, at der samtlige ansvarlige lån er indfriet i løbet af de seneste ni måneder ved første call. Og at en del af disse samtidig er refinansieret.

 

Småbanker kan lukrere på lukninger

Sjælland valgte Nybolig til

Sparekasse låner ud med følelser

Sparekasse napper tidligere Sydbank-direktør til bestyrelsen

Min Sommer: Ud på kanten med familien 

Sjælland: Vi røg ud i semifinalen om Amagerbanken

Max-køber henter ansvarlig kapital

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også