Sjælland: Vi røg ud i semifinalen om Amagerbanken

Sparekassen Sjælland havde en stor fordel, da den købte Max Bank. Den havde prøvet det hele før. Den forsøgte nemlig at købe en stor bid af Amagerbanken.
Foto: Peter Andersen
Foto: Peter Andersen

Da Lars Petersson sad godt udmattet på sit kontor i hovedsædet i Holbæk en søndag nat i oktober, kunne han se det endelige aftaledokument om købet af Max Bank ryge ind i sin mailboks klokken cirka 00.30, så kunne han sende en venlig tanke til Amager.

Topchefen havde nemlig 5 måneder forinden været med til det sidste i kapløbet om at købe Amagerbanken. Han fortæller til FinansWatch, at han forsøgte at købe udlån for 2 mia. kr. ud af Amagerbanken.

”At vi lykkedes med at købe Max Bank på 3-4 dage, som var en utrolig hård proces, det skyldtes blandt andet, at vi havde prøvet det hele før,” siger direktøren.

Amager er lokalsamfund

Da han måtte indse, at han ikke kunne få fingrene i Amagerbanken, hvor han bød på primært bankens aktiviteter på selve Amager, sagde han til sine folk, at de skulle prøve at gøre arbejdet færdigt, som om at de havde købt banken.

”Jeg tænkte, at vi måske kunne bruge den viden en anden gang. Og det viste sig at holde stik. Så tiden i datarum med Amagerbanken var ikke forgæves. Vi kunne blandt andet bruge vores modeller til at se, hvad tabsrisikoen er på en portefølje. Ligesom vi også hurtigt kunne regne indtjeningspotentialet frem. Det var en stor fordel, da Max Bank skulle have ny ejer," siger han.

Men Amagerbanken var vel et helt andet køb end Max Bank?

”Ja, det var det, vi bød som sagt heller ikke på det hele. Men kunderne er de samme. Eller rettere kundetyperne. Amager er jo ikke København. Amager er et lokalsamfund. Og den type mennesker og virksomheder er vores kernekunder. Så derfor så vi et match, ” siger Lars Petersson, der anslår at banken ”røg ud i semifinalen” om banken, som han formulerer det.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også