Mobilbank-leverandør sigtet for kursmanipulation

Bagmandspolitiet har sigtet leverandøren af Danske Banks mobil-app, Trifork, for kursmanipulation. Baggrunden er en market-maker aftale med den nu krakkede EBH-Bank.

IT-virksomheden Trifork, der blandt andet står bag Danske Banks mobilbank, er blevet sigtet for kursmanipulation af bagmandspolitiet (SØK).

Ifølge en selskabsmeddelelse er både selve selskabet og Triforks administrerende direktør Jørn Larsen sigtet.

Baggrunden for sigtelsen er ifølge selskabsmeddelelsen at bagmandspolitiet mener, at der i den market-maker aftale Trifork indgik i 2007 med den nu krakkede EBH-Bank samt flere lignende aftaler, lå et forsøg på at holde Triforks aktiekurs kunstigt oppe.

Aftalen havde ifølge bagmandspolitiet:

"til formål at påvirke kursen på den netop børsnoterede aktie i Trifork til at ligge på et unormalt eller kunstigt niveau."

Sigtelsen vedrører handel i selskabets aktie i perioden 21. december 2007 frem til den 28. december 2007, kort tid efter selskabets børsintroduktion den 20. december 2007.

Triforks bestyrelse, med Johan Blach Petersen for bordenden, mener selv, at der må være tale om en misforståelse, og arbejder tæt sammen med bagmandspolitiet for at få belyst sagen hurtigst muligt.

Trifork skriver selv på deres hjemmeside, at de har leveret det tekniske team bag Danske Banks mobilbank til iPhone og Android.

"De mobile løsninger er blevet til i et tæt samarbejde mellem Trifork og Danske Banks forretningsenheder og IT-organisation," skriver virksomheden på sin hjemmeside.

Den krakkede EBH Bank er allerede i myndighedernes søgelys for kursmanipulation, og hvor der i øjeblikket efterforskes en mulig forbindelse mellem EBH og Sparekassen Himmerland.

Sparekasse nægter kursmanipulation

Tilsyn sender påbud til Himmerland 

Himmerland-formand: Tror ikke nogen bliver dømt her

 

Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også