Der er tøvende meldinger fra flere af Europas store banker, som frygter for de negative konsekvenser, hvis de beslutter sig for at trække på ECB's lånefacilitet, hvor adgangen til likviditet er nem og billig.
Børsen skriver, at både Deutsche Bank og Barclays er skeptiske. Josep Ackermann, Deutsche Bank-topchefen, siger til Wall Street Journal, at banken aldrig har modtaget penge fra regeringen, og det ry vil man ikke risikere lider skade.
Men både Niels Storm Stenbæk, cheføkonom hos Finansrådet, og Jesper Berg, økonom i Nykredit og tidligere underdirektør i Danmarks Nationalbank, mener, at de store banker overvurderer de negative konsekvenser ved at trække på ECB's facilitet.
"Det er ikke kun de svage, som kan bruge det til noget," siger Jesper Berg til Børsen.
Hos Nordeas Christian Clausen er der åbenhed i forhold til at udnytte muligheden, men han tænker alligevel over, hvordan ratingbureauerne vil tolke det.
Jesper Berg siger til avisen, at han hører rygter om, at den næste auktion vil blive endnu større end den sidste, hvilket vil vise, at behovet er derude, også hos sunde banker, så den store skepsis vil forsvinde.
ECB: Banker har skærpet appetit på kriselån
ECB-indsprøjtning styrker bankobligationer