Avis: Rekordhøj mistillid til bankerne

Prisen på penge bankerne imellem steg i går til et meget højt niveau. Det skyldes frygt for, at bankerne har det værre end ventet, siger chefanalytiker Thomas Hovard fra Danske Markets.

En lang række europæiske bank-aktier faldt voldsomt i kurs mandag med Royal Bank of Scotland som førerhund med et kursdyk på ikke mindre end 12 pct. Aktien var dog formodentlig også påvirket af nyheden om, at de engelske politikere har opgivet at sælge statens aktier i banken i den nærmeste fremtid.

Samtidig med de store kursfald på børserne blev mistilliden bankerne imellem skærpet, hvilket straks fik prisen til at stige på den pris, som bankerne skal betale, når de låner penge af hinanden, skriver Børsen.

"Det er en bekymring for den globale situation, og for at bankerne har det værre end frygtet. Der er også usikkerhed om søgsmålet fra de amerikanske myndigheder, men der skal i det hele taget forbløffende lidt til for at flytte tingene i øjeblikket," siger Thomas Hovard, chefanalytiker i Danske Markets.

Forskellen på likviditetskrævende og ikke-likviditetskrævende lån bankerne imellem – et mål for den tillid bankerne har til hinanden – steg til 0,759 pct. Gennemsnittet de seneste 12 måneder er 0,310 pct.

Senest var det netop Danske Bank selv, der i fredags hentede funding for tre mia. kr. ved at udstede SDOér - en obligationsudstedelse baseret på sikre lån, hvor der for investoren er pant i bankens sikrede aktiver. Og den type udstedelser er de eneste, der går igennem p.t.

"Det er det bedste lån, en bank kan optage pt., og det er sikkerhed, investorerne efterspørger lige nu for at kaste sig ud i dette marked," siger han.

Danske: Vi har snart dækket behovet for i år

Ny frygt for fastfrysning på pengemarkedet

Danske Markets: Fundingmarkeder begynder at fryse til

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også