Blodrød børsdag: Det siger de derude

Aktierne på den danske børs følger fra morgenstunden de massive fald i USA og Asien og spreder frygt blandt investorer og analytikere. (opdateret)
Foto: /ritzau/AP/RICHARD DREW/Arkiv
Foto: /ritzau/AP/RICHARD DREW/Arkiv

Torsdag faldt de amerikanske aktier kraftigt, Asien fulgte efter og nu er det de europæiske aktieindeks, der har startet med fredag morgen med store fald. Fredag offentliggør USA sin vigtige jobrapport, der alt efter indholdet kan få stor indflydelse på markedet.

"Aktiefaldene er overgjorte, og det rammer alle aktier, uden at der skelnes mellem godt og skidt. Mange virksomheder klarer sig reelt godt, så derfor afspejler kursfaldene ikke værdien i selskaberne. Det er nødvendigt, at investorerne genvinder deres sunde fornuft," siger Bjørn Schwarz til borsen.dk

Meget voldsomt

"Det er meget voldsomt, og når markedet falder så meget, så kan den frygt, der ligger bagved, være selvopfyldende. Man sælger på frygt, og faldet risikerer at avle mere fald. Det er meget overraskende, for vi har faktisk ikke de faktorer, der indikerer, at det bør gå så galt, siger Morten Kongshaug, aktiestrateg i Danske Bank, igølge Ritzau Finans. Han håber, at fredagens jobrapport kan være med til at vende billedet.

"Det virker som om, at markedet forventer meget dårlige jobtal i morgen, men jeg forventer, at jobrapporten vil stabilisere frygten, for vi forventer ikke at se nettofyringer. Det kan være den første brik til at stabilisere markedet. Det fordømte ved aktiemarkedet er blot, at det taget meget længere tid at komme op, end det tager markedet at falde," siger Morten Kongshaug.

Ny krise

Chefstrateg i Nordea frygter at det vi ser i øjeblikket er starten på en krise, der bliver endnu værre end den i 2008.

"Finanskrisen i 2008 var et resultat af en alt, alt for stor gæld i bankerne og udlån der har været alt for store. Det eneste, der i grove træk er sket siden finanskrisen, er, at gælden ikke er blevet mindre, men bare har skiftet ejermand, så det nu er staterne, der hænger på gælden i stedet," siger han til tv2.dk.

"Det var staterne, der reddede bankerne sidst, men hvem skal redde staterne nu? Det er derfor, det er så ekstremt alvorligt denne gang," tilføjer han.

Verden over

De amerikanske børser oplevede torsdag det største fald siden finanskrisen indtraf i begyndelsen af 2009. Dow Jones for de toneangivende industriaktier styrtdykkede med hele 4,3 procent. Gårsdagens nedtur på Wall Street fortsatte på de asiatiske børser fredag. Den japanske børs faldt med 3,72 procent, mens Hongkong var nede med 4,7 procent og Sydkorea med 3,7 procent. I Australien var faldet på 4 procent, mens den største nedtur kom i Taiwan med knap 5,6 procent.

Det toneangivende danske C20-indeks var ved middagstid nede med 4,3 pct. efter at have været endnu længere ned at vende.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også