Nordeachef: Banksektoren skal klare sig selv

Trods de mindre bankers nødråb, ser storbanken Nordeas nye danske chef, Michael Rasmussen, ingen grund til at sektoren skal have yderligere hjælp fra staten. Nu må bankerne med hjælp fra aktionærerne selv klare de problemer, de har skabt, lyder meldingen.
AF MORTEN JOHNSEN

Talrige småbanker og lokale pengeinstitutter har på det seneste talt højlydt om behov for en statslig håndsrækning for at undgå kreditklemmer og lempe sektorens store finansielle udfordringer i fremtiden.

Hos storbanken Nordeas nye danske chef, Michael Rasmussen, møder dele af sektorens bøn om hjælp dog ikke umiddelbart stor forståelse.

De mindre bankers ønske om endnu en håndsrækning fra staten er ellers blevet yderligere forstærket af Amagerbankens krak tidligere på året, der har sendt rystelser gennem den danske finanssektor.

Bankerne må se indad

»Jeg har den holdning, at vi som sektor selv har ansvaret for at rydde op i de problemer, der er blevet skabt siden 2003. Her må bankerne kigge indad efter løsninger og eventuelt gå til aktionærerne for dermed at styrke deres kapitalgrundlag,« siger Nordeas nye danske chef, der har overtaget posten efter Peter Schütze, der for nylig trådte tilbage efter at have stået i spidsen for den nordiske storbanks danske afdeling gennem en årrække.

Michael Rasmussen, der tidligere på året kunne fejre 25-års jubilæum i banken, understreger, at han ikke mener, at enkeltstående problemer med funding og indlånsunderskud i banksektoren skal gøres til et større problem, end det i virkeligheden er.

»Hvis man ser faktuelt på det, har langt flertallet af de danske banker en forretningsmodel, der allerede er bæredygtig eller kan tilpasses. Og derfor skal man være meget forsigtig med at lave nye, vidtgående løsninger, der rammer hele sektoren og kan skade udlandets tiltro til os,« påpeger Michael Rasmussen.

Indgreb kan skade

Han mener, at den skadelige effekt ved ikke at gribe ind med eksempelvis en ny bankpakke er mindst lige så stor, som hvis man fra statens side vælger at reagere på bankernes nødråb.

»Selvfølgelig er der risiko for, at udlandets tiltro til den danske sektor vil blive yderligere svækket, hvis der opstår problemer i de mest udsatte banker. Men det vil være et mindst lige så alvorligt tillidsbrud i forhold til de udenlandske investorer, hvis sektoren som helhed og staten nu igen skal yde kunstigt åndedræt,« siger Michael Rasmussen.

Har hentet kapital

Tidligere har både Danske Bank og også Nordea foretaget emissioner for dermed at styrke deres kapitalberedskab, og senest har både Sparekassen Lolland og Danske Andelskassers Bank luftet planer om henholdsvis at hente flere penge og gøre indtog på Fondsbørsen. Og Michael Rasmussen understreger, at det er en af de løsninger, han mener, at de mindre og mellemstore danske banker bør overveje, før de kræver hjælp fra officielt hold.

»Jeg vil ikke afvise, at vi på et senere tidspunkt kan blive nødt til at kigge på, om der skal strikkes en løsning sammen, hvis Danmark ved udløbet af bankpakkerne står alene rent lovgivningsmæssigt i forhold til EU. Men nu er vi som sektor nødt til selv at gøre det yderste for at tilpasse vores forretningsmodeller, så vi kan stå på egne ben,« siger han

Nordeas Rasmussen taler som en vaskeægte Wahlroos

Ny landechef: Nordea skal være mere lean and mean

Michael Rasmussen har ikke overskud til VL-gruppe

Sig goddag til hr. Nordea

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også