BankInvest tjener stort på ukendt Vietnamesisk konglomerat

Det er lykkedes for selskabet af få mange prominente navne med i lokalt selskab.BankInvest ejer i dag over 10 pct. af Vietnams største fødevarevirksomhed.
Foto: Eskestad Mik Jyllands-Posten
Foto: Eskestad Mik Jyllands-Posten
AF SØREN KRAGBALLE

Kapitalforvalteren BankInvest har ramt en sand guldåre i Vietnam. En investering på 260 mio. kr. i det nu børsnoterede konglomerat Masan Group er på godt to år blev mere end seksdoblet. Og det er lykkedes at tiltrække nogle af verdens store kapitalfonde og private rigmænd som investorer. Gennem sin anden vietnamesiske fond, PENM II, har BankInvest over to omgange investeret henholdsvis 27 og 22 mio. dollars i den vietnamesiske virksomhed. Første gang i december 2008 og anden gang i oktober 2009. Oprindeligt var Masan Group udelukkende en fødevarevirksomhed. I dag omfatter konglomeratet tre ben med fødevarer, en bank og senest minedrift.

»Vi har haft en heldig hånd med den investering, og de seneste transaktioner beviser heldigvis, at det ikke kun er papirpenge. De øvrige investorer i enten datterselskaberne eller det børsnoterede selskab omfatter grupper som Texas Pacific Group, IFC (Verdensbanken, red.), to gange Goldman Sachs, KKR og Richard Chandler fra New Zealand. De er alle kommet ind efter os,« siger direktør Hans Christian Jacobsen fra Private Equity New Markets, PENM.

Sammen med sin makker Lars Kjær, der blandt andet tidligere har arbejdet for Carlsberg, finder de to egnede investeringer til investorerne i BankInvest. Og udelukkende i Vietnam. I modsætning til i Europa og USA elsker asiaterne konglomerater. I Europa mener analytikere og investorer ikke, at en ledelse kan overskue mere end en forretning. I Asien er det lige omvendt. Her tager man udgangspunkt i en dygtig ledelse. Og hvis den kan sælge fødevarer, kan den også sælge andre ting.

Atypisk tankegang

»Det er nok lidt atypisk for et dansk tankesæt, at vi i Masan Group indlemmer nye forretningsområder som ingen synergier har. Men indtil videre er det gået godt. Masan Consumer er i dag Vietnams største fødevarevirksomhed. Vores Techcombank er en af de største udbydere af kreditkort, og minen ventes sat i drift i 2012,« siger Hans Christian Jacobsen.

Danskernes samlede investering på ca. 260 mio. kr. er siden 2008 blevet til 1,4 mia. kr. BankInvest ejer 11,5 pct. af Masan Group, der har en markedsværdi på 2,2 mia. dollars (12,1 mia. kr.) med stigende tendens på børsen i Ho Chi Minh City.

Ejer sjælden mine

Det er dog næppe den sande værdi. Den store amerikanske kapitalfond KKR investerede her i april 160 mio. dollars i Masan Consumer. Det sætter denne divisions samlede værdi til 1,6 mia. dollars. Og her ejer Masan Group 78 pct. Goldman Sachs har investeret direkte i minedriften, og minens samlede værdi bedømmes til at være på ca. 600 mio. dollars. Minen har primært en tungstens-forekomst, men der er også guld, sølv og kobber. Desuden indeholder minen en større mængde af ”sjældne jordarter”, som er stærkt efterspurgte. Masan Group ejer 80 pct. af minen. Endelig er der Techcombank, som er ejet sammen HSBC. Her vurderes værdien forsigtigt sat til 1,5 mia. dollars, og den ejer Masan Group 40 pct. af. Samlet set giver Masan Group's enkelte ejerandele en lidt højere værdi end den samlede børsværdi.

»Aktien har været støt stigende i den senere tid. Men som det ofte er på børser i emerging markets, må en aktie kun stige eller falde med 5 pct. på én dag. Herefter suspenderes handlen. Det er sket en del dage for Masan Group,« siger Hans Christian Jacobsen.

BankInvest forventer at sælge en mindre portion af sine aktier, svarende til at aktionærerne i PENM II får deres oprindelige investering hjem. I øjeblikket har fond II en tredjedel af sine samlede midler i én virksomhed, hvilket er meget atypisk.

Bankinvest færdige som venture-folk

Bankinvest napper aktie-fan fra Danske

International hæder til Bankinvest

BankInvest: Vi bliver stærkere end nogensinde

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også