Lokalbanks balance skal reduceres med halv milliard

Aarhus Lokalbank er i mål med sin kapitalplan og den nye direktør Vagn Thorsager vil nu skære en halv mia. af balancen, fordoble basisindtjeningen og iværksætte en charmeoffensiv over for nye kunder. Det oplyser han i et interview med FinansWatch.

Lørdag aften kom Aarhus Lokalbanks kapitalplan endelig på plads, og dermed kan den nye direktør Vagn Thorsager nu koncentrere sig om at barbere i udlånsporteføljen og bringe Aarhus Lokalbank tilbage til normal drift.

I et interview med FinansWatch fastslår direktøren, at han er overbevidst om, at den buffer, som banken har sikret sig til yderligere nedskrivninger er tilstrækkelig, og oplyser samtdig, at man i løbet af det næste år, vil skære en halv milliard af en udlånsportefølje på 3,7 milliarder. Heraf skal 8-10 store engagementer levere knap halvdelen.

Ikke under afvikling

”Vi har fået styr på kapitalplanen, og det var meget vigtigt. Nu har vi soliditeten på plads, vi har hele tiden haft likviditeten på plads, så nu kan vi koncentrere os om den strategi, der er lagt. Vi skal have set på de udfordringer, der er med store nedskrivninger på udlån, balancen skal slankes lidt og fokus skal tilbage på at drive bank. Vi er jo ikke en bank under afvikling, selv om der har været meget fokus på det negative,” siger Vagn Thorsager.

Hvad indebærer det konkret, at I skal nedbringe balancen?

"Der er nogle engagementer, der er for store i forhold til bankens størrelse. Der har vi nogle drøftelser med de pågældende kunder om, om vi inden for et års tid eller deromkring i fællesskab kan reducere de lån."

For store udlån

Hvor mange og hvor store er de engagementer?

"Det er måske 8-10 stykker. Hvis man tæller dem sammen, er det måske en 400-500 millioner, som så måske kan blive halveret."

Hvor meget skal jeres udlånsportefølje reduceres med det næste år?

”Hvis den er reduceret med 500 millioner netto om et år, så er det meget passende i forhold til 3,7 milliarder nu"

Er I så der, hvor I skal være?

”Det er svært at sige. Så har vi en god trend, og så må vi se, hvordan indtjening og andre forhold udvikler sig - om vi skal yderligere lidt ned, men det håber jeg faktisk ikke. Der skal jo også være plads til nye udlån,” siger Vagn Thorsager.

Fornuftigt arbejdsrum

Han vurderer, at der med kapitalplanens gennemførsel er plads til yderligere nedskrivninger i Aarhus Lokalbank for cirka 175 millioner kroner. Banken tog i 2010 nedskrivninger på en kvart milliard og Vagn Thorsager erkender, at der kan være engagementer, som den nye ledelse har et andet syn på, ligesom det var tilfældet i Amagerbanken.

”Det kan godt være, at der er nogen, som vi ser lidt anderledes på. Det er jo set før. Det er den udfordring der er, og det er derfor, at jeg har sat et team til at arbejde specifikt indenfor det område og ansat to erfarne kreditfolk ekstra til at hjælpe os. Men jeg mener, at vi har et fornuftigt arbejdsrum, og jeg har en rigtig god mavefornemmelse baseret på det, som jeg har set indtil videre,” siger Vagn Thorsager og tilføjer, at der kan gå lang tid med at finde ud af den sande værdi af de kriseramte engagementer.

Lang proces

"Så er der selvfølgelig nogle, der er anstrengt, som vi har nedskrevet på. Der ved de pågældende virksomheder godt, at de befinder sig en krise. Der gælder det om, at vi har en handlingsplan og ikke bare smider folk på porten med kort varsel. Det er en længere proces. Det kan godt tage 1-2 år før man har et klart billede af, om der var hensat nok og kan man føre noget tilbage igen. Det er jo den helt store udfordring for banken," siger Vagn Thorsager. Han forventer en markant forbedring af basisindtjeningen i 2012 i forhold til de udmeldte forventninger for 2011.

"Den tidligere bestyrelse og ledelse har meldt ud at basisindtjeningen i 2011 skal være 30 millioner. Så er der en førtidsindfrielse af et lån, der netto koster 6 millioner kroner, og så er vi nede på 24 millioner kroner. Det er jo ikke meget. Men hvis vi kan realisere det, er det en fornuftig fremgang i forhold til 2010. Hvis man kigger på 2012, ser jeg, at vi skal have en basisindtjening på 50-60 millioner kroner," siger han til FinansWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også