Wikileaks-stifter nyder at se banker vride sig
Flere amerikanske banker har været i alarmberedskab, efter Wikileaks-stifter Julian Assange annoncerede et læk mod de amerikanske banker. Men mens bankerne er bekymrede, fryder Julian Assange sig.
”Jeg synes, det er fantastisk. Bankerne vrider sig ved tanken om, at det er dem, der bliver nævnt,” siger Julian Assange i et interview med CBS-programmet 60 Minutes ifølge Reuters.
Bank of America i alarmberedskab
Bank of America-aktien faldt mere end 3 pct. i november, efter investorerne blev bekymrede for, at banken ville være i centrum for et læk.
Men om bankerne har noget at frygte, vil Assange ikke afsløre.
”Jeg har ingen kommentarer i relation til kommende offentliggørelser,” siger han.
Venteposition
Assange har tidligere fortalt til magasinet Forbes, at Wikileaks planlagde et megalæk, der ville offentligøre tusinder af dokumenter fra en af de amerikanske storbanker, et læk, der ifølge Assange selv vil føre til en undersøgelse af banken.
Men indtil videre må bankerne altså vente i spænding.