Avis: Australsk dommer advarer mod Saxo Banks metoder

Saxo Bank har betalt 2,75 mio. kr. til kurator i konkursbo bag bankens australske partner. Retspræsident kalder det usædvanligt, mens Saxo Bank mener, det er helt normal procedure.

Saxo Bank er kommet i de australske myndigheders søgelys, efter at den omstridte bank har betalt kuratoren i det krakkede investeringsselskab Sonray Capital Markets 500.000 australske dollar (2,75 millioner kroner), skriver dagbladet Børsen.

Pengene skal ifølge Saxo Bank bruges på at foretage undersøgelser, der skal bane vejen for en løsning med de omkring 3000 utilfredse investorer, som tilsammen tabte over en kvart milliarder kroner, da Sonray Capital Markets krakkede i juni.

Sonray Capital Markets var såkaldt white label-partner med Saxo Bank. Det vil sige, at selskabet blot lagde navn til Saxo Banks handelssystem over for sine kunder.

Og retspræsidenten ved den australske konkurrencedomstol, Raymond Antony Finkelstein frygter, at Saxo Bank med millionbeløbet til kuratoren er ude på at sikre, at banken ikke selv havner på anklagebænken i den aktuelle sag, skriver Børsen.

"Det er mildt sagt meget usædvanligt, at en part finansierer en anden part i en sådan sag," siger Raymond Antony Finkelstein til Børsen og fortsætter:

"Et motiv kunne være, at Saxo Bank anerkender at have gjort noget forkert og ønsker at tilbyde erstatning med minimal omtale og minimale omkostninger. Det vil selvfølgelig være meget prisværdigt".

Saxo Bank helt uenig

Men retspræsidenten kan også se, at der kan ligge nogle knapt så ædle motiver bag betalingen af de 500.000 australske dollar:

"Det kan også være, at Saxo Bank ikke mener, at kuratorerne vil være i stand til at foretage en grundig undersøgelse af potentielle krav med de 500.000 australske dollar, der er blevet lagt på bordet," siger han til Børsen.

"Derved vil Saxo Bank være i stand til at opnå et mere tilfredsstillende kompromis, end det ellers ville være tilfældet," forklarer Raymond Antony Finkelstein.

Den udlægning af tingene afviser Saxo Banks juridiske chef Bjørn Krog Andersen.

"Vi har ikke stillet krav om, og vi har ikke forventning om at få, særbehandling. Vi fik en henvendelse fra kurator om at udvide et lån, som gør det muligt for kurator at finde den bedste løsning for alle kreditorer. Vi har sagt ja til at yde lånet på 500.000 australske dollar," siger Bjørn Krog Andersen.

Han erkender, at de 2,75 mio, kr. til kuratoren er tabt, fordi Sonray Capital Markets er helt økonomisk kollapset.

Bjørn Krog Andersen forklarer, at lånet er ydet på anbefaling af Saxo Banks australske advokat. Den danske juridiske chef forklarer samtidig, at det er helt almindeligt i større lande, at kreditorerne er med til at betale kurators arbejde.

/ritzau/

(RB-Børsen)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også