Portugisere stævner Saxo Bank med krav om 80 mio. kr.
Det fremgår af en stævning, som Fortunes danske advokat Ole Sigetty fra advokatfirmaet Nemeth & Sigetty har afleveret til Retten i Lyngby. Det portugisiske finanshus hævder, at Saxo Bank har spekuleret direkte mod Fortunes investeringer i de såkaldte CFD'ere (Contract For Difference). Det kaldes »front running«, og ifølge dansk lovgivning er det ulovligt, hvis et pengeinstitut spekulerer direkte mod kundernes positioner.
Det skriver dagbladet Børsen.
"Sagsøgte har foretaget kursskæringer, herunder »front running« og på anden vis handlet til skade for sagsøger, således at forstå, at denne ikke er blevet tildelt de mest muligt favorable vilkår, herunder i særdeleshed ikke de bedst mulige kurser," hedder det i stævningen.
Samtidig hævder Fortune, at Saxo har taget en række handler ud af Saxotrader og håndteret disse handler manuelt, selv om banken ifølge Fortune har forpligtet sig til at lade handlerne håndtere automatisk.
Hos Saxo Bank glæder juridisk chef Bjørn Krog Andersen sig over, at det portugisiske finanshus Fortune nu har stævnet banken.
"Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at se stævningen, men har hørt fra vores advokat, at han har fået en kopi. Ifølge ham er der tale om de samme gamle krav, som har været fra Fortune siden oktober 2008 og frem til nu. Det har Finanstilsynet allerede forholdt sig til gennem Oliver Wyman-rapporten, der netop blev sat i gang på baggrund af Fortunes anklager," siger Bjørn Brog Andersen.
Rapport frikender Saxo Bank for urent trav
Kunde melder Saxo Bank til politiet
(RB-Børsen)