Finansrådet klar til rød regering

Finansrådets direktør Jørgen Horwitz er fåmælt om udsigten til et regeringsskifte, hvor skarpe kritikere af bankerne, Morten Bødskov, Henrik Sass Larsen og Ole Sohn, kan få ministerposter.
Foto: Hougaard Niels
Foto: Hougaard Niels

Siden Lehmann Brothers gik ned i september 2008, har de danske banker over en bred kam fået prygl i offentligheden. Alt fra eksperter og myndigheder til menigmand og politikere, har sagt og skrevet grimme ting om bankerne, som mange mener har opført sig uansvarligt.

Blandt andet har fremtrædende politikere fra SF og Socialdemokraterne, i særdeleshed Mortn Bødskov og Henrik Sass Larsen, skældt ud på bankerne og krævet markante lovgivningsmæssige opstramninger, så man fra politisk side har bedre kontrol med, hvordan bankerne agerer. Der har været luftet forslag og idéer om alt fra forbud mod aktieoptioner og grænser for lønningerne til indførslen af et forbud mod ”finansielle supermarkeder”, altså finansielle virksomheder med en række forskellige finansielle produkter på hylderne.

Senest til efteråret 2011 kommer der et folketingsvalg og som pilen peger lige nu, så bliver den næste regering ledet af Helle Thorning Schmidt med SF som regeringspartner. Umiddelbart ikke en drømme-regering for bankerne, hvis interesseorganisation Finansrådet har synspunkter og holdninger, der i mange sammenhænge ligger temmelig langt fra tankesættet hos Socialdemokraterne og SF.

Opmærksom på forskelle

Men spørger man Finansrådets direktør Jørgen Horwitz, om han er bekymret ved udsigten til et regeringsskifte, så siger han:

”Vi er da opmærksomme på, at der er forskelle (på hvordan den nuværende regering ser på finanssektoren og så venstrefløjen i dansk politik. Red.). Men vi har de samme grundholdninger, som vi vil arbejde for. Uanset hvem der sidder i regeringen,” siger direktør Jørgen Howitz fra Finansrådet.

Selvom grundholdningerne hos Jer er de samme, så klan I vel godt være bekymrede ved udsigten til et regeringsskifte?

”Vi arbejder med den til enhver tid siddende regering. Det er op til befolkningen at sammensætte folketinget”.

Det er vel ret vigtigt for Jer, hvem der sidder på den anden side af bordet, når I skal lufte Jeres synspunkter. De to fløje vil vel noget meget forskelligt?

”Som sagt, så er det befolkningen, der afgør, hvordan folketinget sammensættes, og det er det vi arbejder ud fra. Så vil vi til enhver tid gøre opmærksomme på, hvordan vi ser på situationen. Så er det op til os med gode argumenter at forklare beslutningstagerne på Christiansborg, hvilken rolle vores sektor spiller – og hvilken rolle vi har for samfundet,” siger Jørgen Howitz.

Samme mål

I er jo ikke ligefrem rungende enige med Helle Thorning Schmidt og co.? Jeres synspunkter flugter jo sjældent med det, som den nuværende opposition ønsker på bankområdet?

”Så er det op til os at påvise, hvad deres tiltag kan føre med sig. Og komme med nogle bud på, hvordan bankerne kan være med til at vi får vækst i det her samfund. Samt forklare hvilke tiltag, der eventuelt vil være skadelige for denne vigtige vækst”.

Nogle vil måske mene, at det kunne være nemmere for Jer at overbevise den nuværende regering om, at I har ret i Jeres synspunkter, mens i måske ikke vil finde helt den samme forståelse hos en S-ledet regering?

”Alle partier har overordnet det samme mål, de vil gerne det bedste for det her samfund. Det er derfor vigtigt, at vi på et sagligt grundlag kan drøfte de midler, der skal til for at nå de mål".

Forskellige midler

Og de midler er vel meget forskellige, hvis man ser på de to fløje i dansk politik?

”Det er rigtigt, midlerne er Ikke nødvendigvis de samme. Det er jo kernen i politik, at man har forskellige holdninger, og så skal man på en fordomsfri måde kunne udveksle synspunkter omkring hvilke midler, der så skal til for at nå det. Samt udveksle meninger om hvilke konsekvenser nogle midler kan få,” siger Jørgen Howitz.

Når der er udsigt til et regeringsskifte, intensiverer I så Jeres dialog med de partier, der ser ud til at få magten efter næste valg for at lufte synspunkter og knytte kontakter?

”Nej, vi arbejder, som vi altid har gjort. Vi lader os ikke påvirke af meningsmålinger,” siger Jørgen Howitz.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også