Landsdommer: Historisk Trelleborg-sag

Østre Landsrets kendelse om Sydbanks tvangsindløsning af Bank Trelleborg skriver sansk retshistorie, fastslår dommeren
RB-Børsen

Østre Landsrets kendelse om, at Sydbanks tvangsindløsning af Bank Trelleborg var ulovlig, er ikke set før i dansk retshistorie. Det siger landsdommer Michael Lerche til RB-Børsen. Kendelsen er historisk på to punkter, påpeger landsdommeren.

"Det er første gang i danske retshistorie, at vi har et gruppesøgsmål, hvor 4770 mindretalsaktionærer er gået sammen i Foreningen for Mindretalsaktionærer i Bank Trelleborg. For det andet, så er det så vidt jeg ved første gang, at man tager stilling til tvangsindløsning efter paragraf 144 i lov om finansiel virksomhed," siger Michael Lerche.

Østre Landsret gav mindretalsaktionærerne medhold i, at tvangsindløsningen af Bank Trelleborg var ulovlig. Aktionærerne havde også krævet yderligere 80 mio. kr. i erstatning, men dette søgsmål blev afvist af landsretten.

Selvom Trelleborg-sagen skriver retshistorie, så mener Michael Lerche ikke, at dommen får betydning i andre lignende sager.

"Det er jeg ikke sikker på, i hvert fald ikke i banksager. Hvis vi får en ny bank, som er nødlidende, så har vi jo Finansiel Stabilitet, som for eksempel har været inde over Roskilde Bank. Sagen er bestemt både interessant og principiel på en række punkter, men jeg tror ikke, vi får en lavine af den slags sager," siger landsdommeren.

(RB-Børsen)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også