Eik-køber: Spørgsmål om selvstændighed

Købet af Eik Bank skal i høj grad ses som et ønske om at sikre en tilstrækkelig volumen, så Spar Lolland fremadrettet kan agere som en selvstændig sparekasse, fortæller direktør.
Foto: Ritzau Scanpix/Lars Krabbe.
Foto: Ritzau Scanpix/Lars Krabbe.

Jo, det handler for Spar Lolland om at få adgang til en topmoderne internetbank og om at polstre sin balance med et dejligt indlånsoverskud på 2,5 mia. kr. Men bag de åbenlyse strategiske og fundingmæssige fordele, så handler det for Spar Lolland først og fremmest om at bygge en platform, så banken også fremadrettet kan være en selvstændig spiller.

Det fortæller Lynge Thang Jørgensen i et interview med FinansWatch.

Øger kompetencer

”Det her opkøb skal også ses i lyset af, at der i Eik Bank findes nogle kompetencer, som kan løfte det samlede kompetenceniveau i sparekassen. Og det er faktisk én ting, der er vigtigt, når man tilkøber sig et større forretningsomfang, at du øger dine samlede kompetencer i huset," siger han.

"Det er jo sådan, at de konstant stigende lovkrav omkring det at drive bank stiller krav til øgede kompetencer i organisationen. Og nu har vi så fået en forretningsmæssig størrelse, så vi fremadrettet også har plads og råd til de stabsfunktioner, der skal til,” siger Lynge Thang Jørgensen til FinansWatch.

Så det du siger er, at det her køb i høj grad handler om, at I vil sikre jeres selvstændighed fremadrettet?

”Jeg skal ikke udtale mig om hvad der er den rette størrelse på et pengeinstitut, men hvis man skal holde kvalitet i sine stabsfunktioner, så skal du have en ordentlig størrelse. Og hvis du er alene, så bliver din faste omkostninger større og større, sådan er det jo”.

Sprede omkostninger

Så det er én ting, I har diskuteret i direktionen og bestyrelsen, at I har skullet sikre, at I kunne fortsætte som selvstændigt institut?

”Jeg vil bare sige, at nogle ikke ønsker at være større, og det kan også sagtens være en farbar vej. Men hvis du ønsker at fastholde din markedsposition, så skal du have en større volumen at sprede dine omkostninger ud på, ellers vil du på sigt blive mindre og mindre”.

Så det handler om, at hvis I fremadrettet skal levere et ordentlig afkast til Jeres aktionærer, så skal I have en vis størrelse?

”Du kan sige, at vi ønsker at sikre, at vi har et grundlag for at kunne gøre det,” siger Lynge Thang Jørgensen.

Med købet af Eik Banks privatkundeportefølje på 87.000 kunder bevæger Spar Lolland sig op som en af landets ti største banker med en samlet balancesum på ca. 19 mia. kr.

Bjerre-Nielsen: Meget tilfredsstillende pris for Eik

Spar Lolland køber Eik Bank

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også