Rasmussen: Ikke besparelser i kortene

Nordeas nye landechef i Danmark, Michael Rasmussen, mener ikke, at der ligger besparelser i kortene som følge af den nye strategi, som koncernen har bebudet, der skal bringe egenkapitalforrentningen op i nærheden af 15 pct. fra i dag 12 pct.
RITZAU FINANS

"Vi har øget vores produktivitet hele tiden, og det vil vi fortsætte med. Vi har investeret ret kraftigt det seneste par år i en række områder for at være forberedt på at høste besparelser. Så det handler om at fortsætte, men måske speede en lille smule mere op og være en lille smule mere præcis i ressourceanvendelse," siger den nyudnævnte efterfølger til Peter Schütze, der har valgt at gå på pension om et par måneder.

Selvom koncernchef Christian Clausen ikke lægger skjul på, at øget effektivitet er nøglen til at øge egenkapitalforrentningen, så er den danske del af Nordea ikke blevet mødt med et krav om at nedbringe sin omkostningsprocent, oplyser Michael Rasmussen.

"Hele præciseringen af, hvor vi skal hen, er det vi arbejder med, og du får ikke nogen mål før vi er sikre på, hvad effekterne af kapitalkravet er," siger Michael Rasmussen med henvisning til de ventede nye krav til fra Basel-komiteen.

Hvad angår konkurrencen på det danske marked ser den nye landechef ikke nogen specifikke trusler.

"En række banker har fået kapital ind og de udenlandske banker er kommet tilbage, så der er stor aktivitet og konkurrencen er hele vejen rundt, men der er ikke nogen, jeg specifikt vil pege på," siger Michael Rasmussen.

(Ritzau Finans)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også