Tredje søgsmål mod Jyske Bank fra Forbrugerombudsmanden

Jyske Bank bliver nu stævnet af Forbrugerombudsmanden i ni sager om en hedgeforening, som på kort tid tabte 885 mio. kr. under finanskrisen. Det er tredje gang, at banken stævnes i sagen inden for tre uger.
Af Kristoffer Brahm, kristoffer.brahm@jp.dk

Det regner ned over Jyske Bank med sagsanlæg, efter at kunder under finanskrisen tabte 885 mio. kr. på en hedgeforening, som blev solgt på at have en begrænset risiko og udgøre et værn mod tab.

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Postens oplysninger stævner Forbrugerombudsmanden banken tirsdag eller onsdag.

»Jyske Bank bliver stævnet i ni prøvesager, som handler om, hvorvidt banken er erstatningsansvarlig for salget.

De er udvalgt i samarbejde med Kammeradvokaten og vil være retningsvisende for, hvordan andre kunders sager skal håndteres,« siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.

Der er tale om sager, som kunder har vundet i Pengeinstitutankenævnet.

I en sag har banken udbetalt erstatning, men det er ifølge Forbrugerombudsmanden uklart hvorfor. I de øvrige sager har banken nægtet at følge ankenævnets kendelser.

Nægtede at svare

I sidste uge stævnede Forbrugerombudsmanden banken i en udløber af sagen, som handler om, at banken i 2009 og begyndelsen af 2010 nægtede at svare på ombudsmandens spørgsmål om, hvordan banken har håndteret rådgivningen af flere hundrede kunder.

Oplysningerne skulle forbrugerombudsmanden bruge for at vurdere, om der var kød på sagen til at han skulle gå ind i den.

»Det er en afgørende forudsætning for, at jeg som offentlig myndighed kan føre tilsyn, at jeg kan få en sag belyst. Derfor vil jeg have domstolene til at fastslå, at det var ulovligt, at banken nægtede at udlevere dokumentationen,« siger Henrik Øe.

Sagsanlægget kommer kort tid efter, at en forening af utilfredse investorer sidst i november stævnede banken i et gruppesøgsmål.

Indtil nu er godt 1.000 danskere med i søgsmålet, og de har lidt et tab på knap 400 mio. kr., anslår Lett Advokat-firma, der fører sagen på investorernes vegne.

»Næste skridt er, at retten skal godkende gruppesøgsmålet.

I forlængelse af det bliver det muligt at melde sig til det,« siger Henrik Puggaard, partner i Lett Advokatfirma.

47 klagesager

Indtil nu har Pengeinstitutankenævnet behandlet 47 klagesager om hedgeforeningen, hvoraf 43 ifølge ankenævnet handler om bankens rådgivning.

Kunderne har fået helt eller delvist medhold i 29 af dem og tabt 10, mens ankenævnet ikke har været i stand til at behandle de sidste fire.

Af de 29 sager, som kunder har vundet, har Jyske Bank nægtet at udbetale erstatning i de 18.

Jyske Bank har ingen holdning til, at der nu kommer en retslig prøvelse af tvisten med kunderne.

»Jeg har ikke anden holdning end, at hvis Forbrugerombudsmanden ønsker at udtage stævning, så må han gøre det. Jeg kan først have en holdning til, om det er godt eller skidt, når jeg ser stævningen,« siger Peter Stig Hansen, juridisk direktør i Jyske Bank.

Jyske Bank: C20-exit har ingen betydning

Jyske Bank sagsøgt af ombudsmand

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også