Ramlau: Større risiko for tab på boligmarkedet

Når Danske Bank får 800 mio. kr. for at opsige en forsikring mod tab på boligmarkedet, skyldes det, at risikoen er steget markant, siden kontrakten blev underskrevet.
Af MATHIAS BENCKE FREMMEN OG CHRISTIAN SEHESTED

Som FinansWatch skrev i går, bliver Danske Banks regnskabet positivt påvirket af en engangsindtægt fra den nu statsejede amerikanske forsikringsgigant AIG. Parterne blev enige om at opsige en forsikring mod tab på boligmarkedet, og Danske Bank fik 800 mio. for at ophæve kontrakten.

Indtægten er bogført under nedskrivninger i regnskabet, og hjælper dermed på størrelsen af koncernens nedskrivninger i Danmark.

Et negativt tab

Hvorfor står en indtægt fra opsigelsen af en forsikringskontrakt egentlig under nedskrivninger?

”Det var en kontrakt, der skulle dække tab, så det er et negativt tab og dermed lig med en indtægt under tab,” siger økonomidirektør Henrik Ramlau-Hansen til FinansWatch.

Jeres nedskrivninger i Danmark står til 1,5 mia. kr. Betyder det så, at jeres nedskrivninger uden den her præmie, ville have været 800 mio. større – altså 2,3 mia. kr?

Skal ses i sammenhæng

”Ja, det 800 mio. er modregnet i de 1,5, der står der. Men du skal læse hele regnskabet. Der er altid et utal af engangsbevægelser, og det skal ses i en sammenhæng.”

Er det forkert, hvis jeg læser det som om, at jeres reelle nedskrivninger i Danmark er 2,3 mia. kr. – og så har I så en positiv éngangsbetaling på 800 mio., der pynter på regnskabet?

”Ja, det synes jeg lidt, for regnskabet er lavet, som det er lavet. Og der er nedskrivninger 1,5 mia., som der står,” siger Henrik Ramlau-Hansen.

Dækkede tåb på huslån

Hvordan kan det være, at I får 800 mio. for at opsige en kontrakt?

”Det var en kontrakt, der dækkede potentielle tab på huslån, og det var en længerevarende kontrakt. Generelt har finanskrisen gjort, at huspriserne er faldet, og det har gjort den her type kontrakt mere værd, fordi usikkerheden er steget.”

Er det penge, I allerede har betalt, som I får tilbage som kompensation for at opsige kontrakten?

Risikoen er steget

”Vi har betalt en årlig præmie, som vi ikke skal betale mere. Derudover får vi så den her præmie på 800 mio.”

Så det er, fordi risikoen for tab på boligmarkedet er blevet større, siden kontrakten blev indgået?

”Ja, sådan kan man godt beskrive det,” siger Henrik Ramlau-Hansen.

AIG pynter Danske-regnskab med 800 millioner

Læs alt om Danske Bank-koncernens Q2-regnskab

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også