Anders Dam: Derfor fik vi ikke Amager

Der var for stort overlap mellem Jyske Banks filialer og Amagerbankens. Derfor bød direktør Anders Dam kun på seks af bankens filialer på Amager - og det ville sælger ikke være med til.

Det bliver ikke i denne omgang, at Anders Dam og Jyske Bank kommer til at løfte balancen med 6 mia. kr. i ét hug.

Danmarks tredjestørste bank blev ikke den fremtidige ejer af de sunde dele af Amagerbanken, selvom banken havde udtrykt interesse for den gamle byggebank.

”Vi sendte et bud afsted i sidste uge, men vi blev aldrig inviteret ind til en yderligere snak med Finansiel Stabilitet. Vi bød ikke på det hele, og det var den løsning, som sælger foretrak,” siger Anders Dam til FinansWatch.

Han siger, at Jyske Bank ikke ønskede at byde på hele banken.

”Vi bød på 6 filialer på Amager. Der var et meget stort overlap på 25 afdelinger mellem vores filialnet og Amagerbankens, så ifølge vores beregninger skulle vi lukke 19 afdelinger, hvis buddet skulle være rentabelt. Og vi ville ikke byde vores medarbejdere og kunder, at det skulle ske, så vi nøjedes med at byde på 6 afdelinger,” siger Anders Dam.

Skyldte aktionærer

Hvordan har du det med, at det ikke blev Jer, der kom til at eje Amagerbanken?

”Det har jeg det fint med, og vi ønsker de nye ejere tillykke med handlen. Vi fik en venlig opfordring fra Finansiel Stabilitet og vi synes, at vi skyldte vores aktionærer at kigge nærmere på Amagerbanken og det endte så også med et bud. Men vi kom så frem til, at det kun var 6 afdelinger, som var interessante for os,” siger Anders Dam.

Hvad så nu, er der andre opkøbsmuligheder I vil forfølge?

”Vi er tilbage i det mode, hvor vi koncentrerer os om at konvertere til Bankdata. Men retter folk henvendelse til os, så vurderer vi det case by case,” siger Anders Dam til FinansWatch.

Jyske Bank har budt på Amagerbanken

Jyske vil byde på Amagerbanken

Kruse overbevist om bud på Amagerbanken

Markedsandele billigt til salg på bankfronten

Skal Kruse finde tryllestaven frem igen?

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også