Amagerbanken jagter nye kunder

"Rygterne om Amagerbankens død er stærkt overdrevne - alle privatkunder kan fortsætte i banken". Sådan lød den bemærkelsesværdige overskrift i en helsides annonce på bagsiden af det lokale Amagerbladet for nylig.
Foto: Uffe Frandsen
Foto: Uffe Frandsen

Formålet er at holde på kunderne, forklarer direktør i Amagerbanken, Steen Hove.

"Vi vil selvfølgelig gerne have kunderne til fortsat at komme ind i Amagerbanken og blive, hvor de hidtil har været godt betjent," siger han til DR Nyheder/Penge.

Baggrunden er, at statens skraldespand-selskab for banker, Finansiel Stabillitet har lært af Roskilde-sagen, hvor de andre banker frit fik lov til at vælge mellem de gode og dårlige privatkunder.

Holde på de gode

Det blev en skidt forretning for staten, der til sidst hang på de dårlige kunder.

Denne gang skal alle privatkunder derfor sælges samlet. Men hvis salget skal blive en god forretning, gælder det om at holde på de "gode" privatkunder, så Amagerbanken bliver så attraktiv som mulig.

Og derfor er banken faktisk også på jagt efter nye kunder.

"Man har også lov til at skifte over til Amagerbanken. Vi er i talende stund en ganske almindelig bank på ganske almindelig vilkår. Og vi konkurrerer med alle vores kolleger på ganske almindelige lige vilkår.

Og kunderne har faktisk den fordel, at banken er rykket over i Finansiel Stabilitet," påpeger direktøren.

Betryggende vilkår

"Hvor der er en ejer, der hedder den danske stat. Der er vist ikke ret mange andre banker, der kan konkurrere med så betryggende vilkår," siger Steen Hove til DR Nyheder.

Men det er forkert at lave annoncer, der skal trække kunder til en bank, der er gået konkurs.

Det mener Rasmus Kjeldahl, direktør i Forbrugerrådet.

"Jeg er noget forundret over kampagnen. Sagen er jo, at Amagerbanken er under afvikling, og at der kan være rigtig god grund til som bankkunde og se, om man kan få nogle bedre vilkår et andet sted," siger han.

Forkert af banken

Heller ikke Dansk Folkeparti synes at kundehvervningen er en god ide.

"Jeg synes, at det er forkert af Amagerbanken at forsøge at kapre nye kunder på den her måde, som det er fremstillet. Jeg synes, at banken skal blive drevet stille og roligt under statens regi, som det nu er," siger Kristian Thulesen Dahl, finansordfører i Dansk Folkeparti til DR Nyheder. (RB-Børsen)

Amagerbank-direktør slettede alt indhold på sin pc

Brændstrup i stille modangreb

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også