Alm. Brand vil sende vejrvarsel på sms
Er der udsigt til skybrud, vil der fremover tikke en sms ind hos tusindvis af Alm. Brand-kunder.
Som en konsekvens af forrige lørdags skybrud vil forsikringsselskabet nemlig fra i dag varsle kunderne, hvis der er udsigt til skybrud, og huske dem på, hvad de kan gøre for at forebygge og begrænse skaderne.
Sms-varslet bliver sendt ud til forsikringskunder med en privat husforsikring i de postnumre, man forventer bliver ramt af uvejret.
Servicen ændrer ikke på, hvordan kunden er stillet i forhold til at få udbetalt erstatning, men er udelukkende ment som en hjælp til kunden, lyder det fra presserådgiver i Alm. Brand Nis Peder Kolby.
Færre og mindre skader
”Løsningen skal sikre, at kunderne er godt hjulpet, inden skaden er sket. Vi håber, at det vil give færre og mindre skader til kunderne,” siger han.
Foreløbigt vil der kun blive varslet om skybrud, men forsikringsselskabet har planer om at udvide varslingen til også at omfatte for eksempel storm og snetryk.
Nis Peder Kolby oplyser til FinansWatch, at man indtil videre har modtaget 4.500 anmeldelser efter sidste lørdags skybrud, og at forventningen er, at antallet kommer op på 5.000 anmeldelser.
Regningen ser ud til at ende på omkring 200 til 300 mio. kr.
”Et forsigtigt estimat er, at der bliver skader for mellem 200 og 300 mio. kr. Vores egen regning bliver på godt 100 mio. kr. Resten er vi genforsikret for,” siger han.
Relaterede artikler:
Alm. Brand retter op efter sms-brøler
For abonnenter