Finansforbundet bakker op om advarsel fra pensionsbranchen

AE-rådets forslag om beskatning af pensionsindbetalinger vil svække danskernes lyst til at spare op til pensionisttilværelsen, lyder det fra Finansforbundets formand, Kent Petersen.

Det er udtryk for en meget kortsigtet tænkning, når Arbejderbevægelsens Erhvervsråd foreslår, at skattebetaling af danskernes pensionsindbetalinger skal ske, når indbetalingen finder sted.

Det skriver Finansforbundet i en pressemeddelelse, efter Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i Børsen i dag forslår, at man lader danskerne betale skat af deres pensionsopsparing, når de betaler den, frem for når de får den udbetalt.

Med modstanden ligger Finansforbundet helt på linje med pensionsbranchen, der frygter, at forslaget vil få danskerne til at spare mindre op.

Svække incitament

"Hvis man fjerner fradragsretten for pensionsindbetalinger, vil det svække medarbejdernes incitament til at spare op til pensionisttilværelsen. Og det kan blive rigtig dyrt for samfundet i det lange løb med mere pres på den offentlige forsørgelse", siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet, i en pressemeddelelse.

"Det eneste, man får ud af de skatteindtægter, man indkasserer her og nu, er at dække et akut underskud på statsfinanserne. Men det giver jo ikke i sig selv det, Danmark virkelig har brug for, nemlig vækst. Det ville være langt mere effektivt og langtidsholdbart, hvis de penge, der ligger i pensionskasserne, aktivt kunne indgå i en strategi om investeringer, der vil bidrage til vækst i samfundet", siger Kent Petersen.

Pensionsbranchen skyder rødt skatteforslag ned

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også