Topdanmark svarer igen på Wahlroos-bredside
Så er han på banen igen – den finske bestyrelsesformand for Sampo-koncernen, Björn Wahlroos, der i søndagens udgave af Berlingske Business kritiserer Topdanmarks strategi. Samtidig siger han, at virksomheden – og en lang række andre danske forsikringsselskaber – blot vil være at finde i historiebøgerne om nogle år. Deres forretningsmodeller er ikke tidssvarende og langtidsholdbare, mener Wahlroos.
Sampo Group stadig lun på Topdanmark
FinansWatch har spurgt Steffen Heegaard, IR-chef hos Topdanmark, hvad han siger til de krasse ord fra Björn Wahlroos?
Robust strategi
”I forhold til kommentarerne om det rent strategiske vil jeg sige, at der driver vi en forsikringsvirksomhed indenfor skade og liv i Danmark. Og det har vist sig historisk at være en ualmindelig værdiskabende strategi for selskabets aktionærer. Der er vel ikke mange forsikringsselskaber i Norden, der har skabt så megen værdi for ejerne som Topdanmark. Så hvad der er den rigtige strategi for den ene virksomhed behøver ikke at være det for den anden. Og der mener vi så, at den meget fokuserede strategi vi har, er den helt rigtige for os. Og den er meget robust og bæredygtig – også på lang sigt,” siger Steffen Heegaard til FinansWatch.
Så det er fordi, at Björn Wahlroos oversér fundamentale strategiske forhold?
Ingen fordel
"Med hensyn til vejrlig så har Topdanmark valgt et ret intensivt genforsikringsprogram, som tager højde for vejrlig-skader. Man kan altid diskutere fordelene ved geografisk spredning rent vejrligs-mæssigt, men vi kan konstatere, i henhold til solvency II-reglerne, at der ingen fordele er mellem spredning af risiko på tværs af grænserne i Norden. Tværtimod er der nogle kapitalmæssige fordele ved at drive både liv og skadeforsikring, som vi gør,” siger Steffen Heegaard.
Björn Wahlroos siger også, at han venter tålmodigt på, at I vil snakke med dem?
”Det har vi ingen kommentarer til,” siger Steffen Heegaard.
Relaterede artikler:
Forsikringsselskaber forsikrer sig mod terror
For abonnenter
Regnskab: Kanonregnskab fra Topdanmark
For abonnenter