Søren Boe Mortensen: Forsikringsdelen bar emissionen igennem

Alm. Brands topchef lægger ikke skjul på, at det er forsikringsforretningen, der bærer emissionen igennem. Kombineret med afklaring omkring banktab.
Foto: STROYER TORBEN
Foto: STROYER TORBEN

Søren Boe Mortensen, topchef hos Alm. Brand, fortæller til FinansWatch, at det ubetinget var koncernens forsikringsforretning, der trak emissionen i hus.

”Det der bærer aktiekøbene, det er vores skadesforsikringsforretning, som er rigtig god. Vi har ganske vist midlertidigt haft knap så pæne resultater, men den viser de seneste kvartaler fremgang igen. Så det er skadesforsikringen, der bærer os igennem,” siger Søren Boe Mortensen.

Så banken var måske omvendt en sten i skoen i forbindelse med emissionen?

”Der er almindelig forståelse for, at en privatkundebank giver god mening i vores set-up. Men der er selvfølgelig en risikofaktor, som investorerne har spurgt meget ind til. De ville gerne vide, hvad de forventede nedskrivninger er på vores udlånsportefølje. Om vi havde styr på den. Men de spørgsmål skal jo stilles,” siger han.

Hvad har I så svaret der?

”At porteføljen ikke har haft nytilgang i halvandet år. Men det er en kendt portefølje, som vi nu kender rigtig godt. Det andet er, at vi har meldt forventet tabsniveau ud til udgangen af 2012, så det giver ro. To revisionsfirmaers udtalelser giver også tillid, fordi de har vurderet vores egne udsagn. Derudover har der været en ekstern kreditrådgiver som vores investeringsbank har valgt, der har kigget på det samme. Og oven på alle de vurderinger, så har Finanstilsynet besøgt os i oktober og november. Det har også givet sikkerhed. Så der er godt nok kigget i den portefølje nogle gange,” siger Søren Boe Mortensen.

Han fortæller, at det er institutionelle investorer i Danmark, Sverige, Norge og fra London, der står bag aktiekøbene.

Alm. Brand rejser 1,5 mia. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også