Markante jobskift, nedlukninger og en bestyrelsespost definerede ugen

Tusindvis af danskere blev igen sendt hjem for at arbejde i et nyt forsøg på at stoppe coronavirus, mens et tilbageslag i udviklingen af en af de mest lovende vacciner satte spørgsmåltegn ved udsigterne til en løsning. Og så fik vi måske årets største jobskifte i dansk erhvervsliv på plads. Er du opdateret på ugen, der gik?
Mikkel Aabenhus Hemmingsen er redaktør ved Watch Medier med ansvar for MedWatch. | Foto: Joachim Rode
Mikkel Aabenhus Hemmingsen er redaktør ved Watch Medier med ansvar for MedWatch. | Foto: Joachim Rode

To af Danmarks måske mest attraktive og ubesatte stillinger er ikke længere ledige.

Både dagligvarekoncernen Coop og energiproducenten Ørsted kunne nemlig i årets 37. uge sætte navn på de kommende topchefer, henholdsvis den interne Kræn Østergaard Nielsen og Mads Nipper, der er hentet til Ørsted fra Grundfos.

Udnævnelsen af sidstnævnte må siges at være et af årets mest - hvis ikke det mest - spektakulære jobskifter, når han ved årsskiftet forlader Bjerringbro-baserede Grundfos efter seks år, hvor han i dén grad har sat sit aftryk på virksomheden.

I Nippers tid i front har Grundfos mere end fordoblet bundlinjen, ligesom Nipper igennem sin hyppige deltagelse i den offentlige debat har været med til at placere Grundfos i danskernes bevidsthed, hvor pumpevirksomheden ellers ikke fylder mest. Tillige kunne han for nylig lade sig kåre som årets erhvervsleder.

Mads Nipper skifter fra Grundfos til Ørsted. | Foto: Casper Dalhoff/ERH
Mads Nipper skifter fra Grundfos til Ørsted. | Foto: Casper Dalhoff/ERH

Disse evner får Ørsted nu glæde til den fortsatte indsats for grøn omstilling i verdens energiproduktion.

Grøn omstilling af trafikken

I det hele taget har den grønne omstilling fyldt i mediebilledet i den forgange uge.

For det var nemlig også ugen, hvor Kommissionen for grøn omstilling, den såkaldte Eldrup-kommission opkaldt efter formand Anders Eldrup, præsentere dens anbefalinger til hvordan, der kan foretages et skifte til mere miljøvenlige transportformer.

Resultatet at det halvandet år lange kommissionsarbejde er blandt andet et forslag om afgifter på både brændstof og vejinfrastruktur og derudover kilometerbaserede vejafgifter på tung transport, ligesom det også skal koste mere at tage flyet.

A pro pos flyrejser, så holder coronavirus jo fortsat millioner af flyrejsende på jorden, og i denne uge blev vi alle mindet, om at en løsning i form af en vaccine måske ikke er så lige for, som man måske kunne foranlediges til at tro ved at lytte på USAs præsident Donald Trump og EU-Kommissionen, der forventer at kunne indlede vaccinationerne i november eller måske allerede oktober, som Trump sagde for nylig.

En alvorlig bivirkning stoppede i denne uge midlertidigt et forsøg med en ellers lovende vaccine mod coronavirus. | Foto: VINCENZO PINTO/AFP / AFP
En alvorlig bivirkning stoppede i denne uge midlertidigt et forsøg med en ellers lovende vaccine mod coronavirus. | Foto: VINCENZO PINTO/AFP / AFP

En af de fremmeste kandidater til en beskyttende vaccine fra medicinalselskabets Astrazeneca, led nemlig et tilbageslag, da et afgørende forsøg forud for en eventuel godkendelse måtte afbrydes, da en forsøgsperson havde udviklet en alvorlig bivirkning, der tilsyneladende var opstået som følge af den eksperimentelle vaccine.

Lørdag meddelte Astrazeneca så, at forsøget var genoptaget. Måske der altså blot var tale om et bump på vejen mod den eftertragtede vaccine, men lad det være en påmindelse om, at den traditionelt langvarige udvikling af vacciner i dette tilfælde er sket i opskruet rekordfart, og afprøvningen i mennesker foregår kun godt et år efter arbejdets start. To år hurtigere end den hidtidige rekord.

Nye nedlukninger

Men at der er et behov for en beskyttende vaccine blev i denne uge endnu en gang solidt understreget, da nye, lokale lommer med store udbrud fik regeringen til i 18 kommuner at stramme reglerne for eksempel muligheden for at samles.

Det betyder, at virksomheder endnu en gang måtte sende tusindvis af medarbejdere hjem til de improviserede hjemmekontorer. I første omgang med virkning til og med den kommende uge, men med mulighed for yderligere forlængelse, hvis ikke smittetallene udvikler sig i den ønskede retning.

En anden retning end den ønskede tog også erhvervsministeren Simon Kollerups udnævnelse af Troels Ørting som nyt medlem af Finanstilsynets bestyrelse.

Troels Ørting er igen i mediernes søgelys for sin rolle i en britisk bankskandale. | Foto: Jens Dresling
Troels Ørting er igen i mediernes søgelys for sin rolle i en britisk bankskandale. | Foto: Jens Dresling

For som FinansWatch kunne fortælle, så har Ørting i sin tid som sikkerhedschef i britiske Barclays fra 2015-2018 været involveret i en skandale, hvor han på ulovlig vis jagtede en whistleblower i banken, hvilket kostede banken millionbøder, ligesom at han ifølge en intern undersøgelse i Barclays skal have brugt nogle af bankens penge på personlige udgifter.

Oplysningerne har fået flere partier til at protestere mod udnævnelsen af Troels Ørting.

Sagen er derfor blevet en varm kartoffel for Simon Kollerup, som i den kommende uge kan se frem til at flytte fokus, når han kan præsentere resultaterne af arbejdet i de såkaldte Genstartsteams, som regeringen har nedsat for at komme med gode råd til hvordan, danske eksportvirksomheder bringes tilbage på rette fode efter coronakrisen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også