Feds Powell er parat til at bevæge sig hurtigere

Ruslands angreb på Ukraine har øget usikkerheden omkring den amerikanske økonomi, påpeger formanden for den amerikanske centralbank, som dog erklærer, at risikoen for en recession ikke er forhøjet.
Jerome Powell, formand for den amerikanske centralbank, Federal Reserve. | Foto: POOL/REUTERS / X80003
Jerome Powell, formand for den amerikanske centralbank, Federal Reserve. | Foto: POOL/REUTERS / X80003
AF MARKETWIRE

Jerome Powell, der er formand for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed, fremhævede onsdag på en telekonference efter bankens rentemøde, at chefgruppen er "akut" opmærksom på inflationen, og at banken er parat til at bevæge sig "hurtigere" på pengepolitikken, hvis det anses for passende.

"Vi vil tage de nødvendige skridt, så inflationen ikke forankres. Vi har de værktøjer, vi skal bruge, og vi vil anvende dem, lød det fra Jerome Powell, som for nyligt blev udpeget til sin anden fireårige embedsperiode."

"Hvis det er passende at bevæge os hurtigere, vil vi gøre det. Det er ganske sikkert en mulighed at bevæge sig hurtigere gennem året."

Federal Reserve indledte onsdag sin første stramningscyklus i kølvandet af pandemiens start, hvor den sænkede sin rente til omkring nul. Onsdag blev det til et renteløft på 25 basispoint til 0,25-0,50 pct., og bankens prognose peger i retning af seks løft mere i år og yderligere fire til næste år, så renten til den tid vil ligge i 2,875 pct.

I rentemeddelelsen fremgik det også, at centralbanken på et "kommende møde" anser det for passende at indlede de kvantitative stramninger ved at reducere sin oppustede obligationsportefølje, som under pandemien er vokset via opkøb for omtrent 4600 mia. dollar. Jerome Powell præciserede, at det kommende møde kunne blive så tidligt som til maj.

"Vi kunne færdiggøre balanceplanerne på det næste møde i maj."

"Reduktion af balancen vil også spille en rolle i at stramme pengepolitikken."

Formanden fremhævede desuden, at arbejdsmarkedet er "ekstremt stramt" i USA med stærk efterspørgsel og afdæmpet udbud.

Han pegede også på, at Ruslands angreb på Ukraine har øget usikkerheden omkring den amerikanske økonomi, herunder med risiko for yderligere prispres, blandt andet fra de stigende energipriser, men banken noterer sig dog også, at forsyningsudfordringerne efter genåbningen af økonomien har været længere end ventet.

"Jeg forventede flaskehalsene ville blive bedre, men det er de ikke," lød det fra Jerome Powell.

Alligevel forudser medlemmerne af renteudvalget, Federal Open Market Committee, FOMC, en "solid" vækst, og sandsynligheden for en recession er "ikke særligt forhøjet". Centralbankens ledelse sænkede dog onsdag sit bud på væksten i 2022 til 2,8 pct. mod et bud i december på 4,0 pct.

"2,8 pct. er stadig en meget stærk økonomisk vækst."

"Den gode nyhed er, at økonomien og arbejdsmarkedet er ganske stærke, og kan håndtere renteforhøjelser."

Centralbankchefer ser seks renteløft mere i 2022

USA's centralbank hæver renten med 25 basispoint 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også