ECB giver nødlån i dollar

For blot anden gang i seks måneder har ECB nu forsynet de europæiske banker med lån i dollar. Et foruroligende tegn på optræk til generel likviditetsudtørring på interbankmarkedet, mener Jonathan Loynes, økonom hos Capital Economics i London.

The Wall Street Journal skriver i dag, at de amerikanske bankers tilbageholdenhed med at udbyde kapital til europæiske banker som følge af urolighederne i de sydeuropæiske lande nu tvinger eurozonens banker til at hente dollarlån gennem ECB. En lånefacilitet, der typisk ikke anvendes ofte, eftersom denne type funding normalt kan hentes billigere på interbankmarkedet. Det er altså ikke tilfældet på nuværende tidspunkt, hvor de amerikanske udlånere kræver højere rente fra europæiske låntagere som følge af den formodede større risiko.

Lånefaciliteten er en aftale mellem ECB og amerikanske U. S. Federal Reserve, som oprindeligt var aftalt at skulle udløbe i august. Grundet fundingmarkedernes volatilitet blev faciliteten dog forlænget med et år til august 2012.

Dyrere finansiering betyder lavere vækst

Kreditinstituttet Moody’s nedgraderede onsdag ratingen på de to franske banker, Credit Agricole og Société Générale, hvilket markedet har tolket som et tegn på, at den græske gældskrise også påvirker øvrige større europæiske økonomier. Det gør altså kapitaltiltrækningen for kreditinstitutter i Europa som helhed dyrere.

Jonathan Loynes spår, at stigningen i prisen på kapital vil føre eurozonen ind i en ny recession i 2012 og 2013. De fleste økonomer har spået lav vækst, om end stigende. Loynes mener dog, at kombinationen af stramninger i finanspolitikker, faldende forbrugertillid og nu de øgede finansieringsomkostninger vil lede til et fald i produktionen på 0,5 % næste år samt yderligere fald på 1 % i 2013. Da banker i høj grad påvirkes af den samfundsøkonomiske aktivitet er disse udsigter nedslående for sektoren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også