Når vi engang ser tilbage på 2022, vil vi desværre nok først og fremmest tænke på den brutale russiske invasion i Ukraine. Et mareridt, vi knap begriber omfanget af, men som ikke desto mindre allerede nu påvirker os alle sammen hver dag.

Dog håber jeg også, at 2022 vil blive husket for noget andet. Nemlig, at vi kom et skridt videre i den rigtige retning, når det gælder udviklingen af vores velfærdssamfund, herunder retten til et godt otium.

Snart kommer Kommissionen for tilbagetrækning og nedslidning med sin rapport, der netop skal se på mulighederne for at lade folkepensionsalderen stige i et langsommere tempo.

Den nuværende kobling mellem levetid og folkepensionsalder – den såkaldte levetidsindeksering – stiller dagens børn og unge i en svær situation. De har først udsigt til at kunne trække sig tilbage med folkepension, når de er midt i 70’erne.

I de kommende årtier vil den stigende levetid slå hurtigt og hårdt igennem på folkepensionsalderen. Det er befolkningen med god grund bekymret for. Og det bør Finansministeriet også være. For kan vi holde til det?

Tag toppen af stigningen i pensionsalder

Lige nu er folkepensionsalderen 67 år, men Folketinget har allerede besluttet, at den i 2035 er 69 år, og om tre år skal politikerne tage stilling til en forhøjelse til 70 år i 2040. Herefter er der udsigt til en stigning hvert femte år i takt med den stigende levetid.

Årsagen til den højere pensionsalder er, at vi skal skabe holdbare rammer om de offentlige finanser. Det er jeg enig i. Men med den stigende pensionsalder, vi har planlagt, og som bliver Europas højeste, er skrivebordsøvelsen ved at gå for vidt.

Jeg vil kraftigt opfordre til at udvise rettidig omhu og tage toppen af stigningen, så vi både tager hensyn til lønmodtagerne og får økonomien til at hænge sammen.

Undersøgelser af danskernes stigende levealder viser nemlig, at de ekstra leveår ikke kun er gode leveår. Der støder sygdom og skavanker til med tiden. Forskning fra Københavns Universitet viser, at en 65-årig mand i 2016 havde udsigt til at leve to år længere end en 65-årig mand i 2007, men cirka en tredjedel af perioden var med aktivitetsbegrænsninger. Det er altså tid, hvor helbredet ikke længere er helt i top, og hvor seniorerne oplever, at de ikke kan holde til det samme, som de førhen kunne.

Sammenhæng i den offentlige økonomi

Derfor bør den længere levetid ikke slå fuldt igennem i en forhøjelse af folkepensionsalderen, sådan som det sker i øjeblikket. Det må og skal være muligt at tilrettelægge et mere fair system, hvor toppen tages af stigningen i folkepensionsalderen. At den offentlige økonomi også skal hænge sammen, er et vilkår. Måske en lempet indeksering kræver nye prioriteringer. Det er så en diskussion, vi må tage, for enderne skal mødes, uden at vi sætter velfærden over styr.

Jeg håber også, at Kommissionen for Tilbagetrækning og nedslidning vil have øje for den gruppe af danskere, der har svært ved at fortsætte på arbejdsmarkedet helt til pensionsalderen, fordi de er for slidte efter et langt arbejdsliv. Både Tidlig Pension og Seniorpension har været helt nødvendige tiltag, der har forbedret rammerne for tidlig tilbagetrækning. De ordninger skal vi holde øje med i de kommende år, så vi sikrer, at de i tilstrækkelig grad er til gavn for de grupper, der har brug for det.

Andre seniorer er heldigvis friske og raske og vil gerne fortsætte på arbejdsmarkedet – også efter folkepensionsalderen. For dem, er det vigtigt, at arbejdsmarkedet kan favne dem, og at arbejdsgiverne skaber gode attraktive arbejdsvilkår, så seniorerne faktisk har lyst til at fortsætte. Der er heldigvis rigtig mange virksomheder, der allerede har fokus på seniorerne, men mange andre steder er der plads til forbedring.

Dansk pensionssystem falder til global tredjeplads

Professor: Udhuling af nedslidte faggruppers pensioner skal løses nationalt

Nedslidning udhuler pensionerne i Pensam: Direktør beder kommission om hjælp