Før man indfører regulering, bør man stille to spørgsmål. For det første, hvilken markedsimperfektion prøver man at korrigere? For det andet, skaber reguleringen større problemer end den løser?

Hvad er en markedsimperfektion? En markedsimperfektion er et forhold, der gør, at de frie markeder ikke som normalt indenfor økonomi leder til en optimal allokering af resourcerne i økonomien. De frie markeder er normalt fantastiske til at allokere resourcerne derhen, hvor det er fornufigt. Det er de, fordi priserne muliggør, at allokeringen kan ske decentralt.

Vi kan alle se, hvor meget andre er villige til at betale for en vare, og vil derfor kun købe den, hvis vi kan få mere ud af den end andre. Selv de smarteste centrale planlæggere er ikke i stand til at matche alle os andre, når vi agerer i fællesskab. Det klassiske eksempel på problemerne ved central planlægning er, hvor galt det gik i det gamle Sovjetunionen.

Markedsimperfektioner

Giv et eksempel på en markedsimperfektion? Hvis en virksomhed forurener og køberne af virksomhedens produkter ikke betaler for forureningen, så giver markedet ikke den optimale allokering. Forureningen hedder en eksternalitet i økonomsprog. Dvs noget, der påvirker andre end dem, der forbruger produktet, og hvor forbrugerne ikke betaler for omkostningerne herved.

Et eksempel fra den finansielle krise er, at nogle banker påtog sig store risici på vores alles bekostning. Hvis det gik godt, så tjente banken pengene. Hvis det gik galt, så stod skatteyderne eller de andre banker tilbage med regningen.

Løsningen på eksternaliteter er at internalisere dem. Forbrugeren af de forurende produkter skal betale regningen for forurereningen. Banken skal ikke mere kunne spille på skatteyderens eller de andre bankers regning.

Ikke vejen til Nirvana

For bankerne er to ting oppe i tiden. For det første skal bankernes ejere – aktionærerne - stille med mere kapital. For det andet skal bankernes ledelse ikke have den samme tilskyndelse til at spille. Deres bonusordninger skal justeres, så de ikke tilskyndes til at tage for store risici.

Begge dele er formentlig fornuftige, men heller ikke de er vejen til Nirvana. De større kapitalkrav vil drive en del finansiel aktivitet ud af bankerne og dermed uden for reguleringens rækkevidde. Der vil blive investeret uanede – og uproduktive – midler i at omgå reguleringen.

Personlig markedsværdi

Og ditto i at opretholde den. Bekendtgørelsen om opgørelse af bankernes solvens er i dag på ca. 230 sider - og den bliver længere. Personligt giver det mig en høj markedsværdi, og skaber beskæftigelse til mange af min slags både hos myndigheder og udenfor.

Hvorfor er jeg så ikke ubetinget glad? Det er jeg ikke, fordi mit og kollegaers arbejde også bør give mening og skabe værdi. Mit rædselseksempel går tilbage til mine første dage i Nationalbanken, hvor diskussionen ved frokostbordet rasede, om man skulle give tilladelse til et finanslån (valutalån) til import af orner eller søer. Konklusionen var vist nok, at det sidste var ok, fordi der var tale om en investering. Lad os undgå en gentagelse.

Læs også:

Kommissionen vil mere end Bankpakke III