Men man glemmer det væsentlige: Der findes kun markedsrente.

Der er ikke andre steder end markedet at hente afkastet til kunderne. Så markedsrenten gælder for alle – uanset pensionsproduktet. Man kan ikke fravælge markedet.

Men man kan vælge mellem to typer af rentetilskrivning. Enten får man markedsrenten tilskrevet pensionsdepotet hvert år. Det betyder, at i gode år får man højt afkast, og i dårlige år får man lavt afkast. Eller man kan vælge at sprede afkastet mere jævnt ud over årene, så man altid er sikker på et vist positiv afkast. Det betyder dog, at det ekstra afkast i de gode år lægges til side som reserve i pensionsselskabet, så det kan deles ud i de dårlige år. Uanset om man vælger den ene eller den anden løsning, så er der selvsagt kun markedsrenten at dele ud af. Pensionsselskaberne kan jo ikke trykke pengene selv.

Hvis man vælger markedsrenteproduktet, kan man på kort sigt påtage sig en større risiko og acceptere, at man kan tabe fra det ene år til det andet. Til gengæld får man også den store gevinst i gode år, som f.eks. i 2010. Det viser sig, at selv en finanskrise lynhurtigt er indhentet igen.

Hvis man vælger gennemsnitsrente kan man ikke risikere at tabe på kort sigt. Men pension er jo langsigtet, og på lang sigt kan man være næsten helt sikker på at tabe. Man får som udgangspunkt markedsrenten på lang sigt . Men forudsætningen for hele systemet er jo de store reserver, der skal sikre kunstig høj rente i de år, hvor afkastet reelt er lavere. Derfor skal man som gennemsnitsrentekunde først betale til opbygning og vedligehold af reserverne. Først herefter er der plads til afkast på pensionen. Det betyder, at på lang sigt er afkastet på gennemsnitsrente det samme som markedsrenteafkastet fratrukket omkostningerne til opbygning og vedligehold af reserver.

Ny anbefaling

I PFA har vi i årevis primært anbefalet kunderne gennemsnitsrente. Det gør vi ikke længere. Det er ikke fordi, PFA selv tjener flest penge på kunder i markedsrente. PFA er et kundeejet selskab, så vi skal faktisk kun tænke på kundernes ve og vel. Generelt anbefaler vi nu markedsrente, fordi prisen for at opbygge og vedligeholde reserverne er blevet for høj for kunderne, til at det kan betale sig for dem.

Det er der to årsager til. For det første har pensionsselskaberne tæret på reserverne i finanskrisen, og derfor er der behov for opbygning af nye reserver. For det andet betyder Solvens II og nye kontributionsregler, at kravene til reservernes størrelse stiger markant. Lovgivningen kræver, at vi i fremtiden alle har langt mere at stå imod med i dårlige tider. Det betyder igen, at reserverne skal øges. Hertil kommer, at jo højere risiko – og dermed højere afkastpotentiale – man investerer i, desto større skal reserverne være.

Pensionsselskaberne kan derfor ikke i gennemsnitsrente investere med samme afkastpotentiale som i et markedsrenteprodukt. De kortsigtede krav til reserverne, hvis man investerer rationelt på markedet, betyder, at man må finde en løsning, hvor kravet til reserver er mindre. Det gør man ved at sænke risikoen og det langsigtede afkastpotentiale på investeringerne.

Kunderne er derfor bedre tjent med et pensionssystem, hvor der ikke skal opbygges store reserver med alle de ulemper, det indebærer. Hvis man er bekymret for kortsigtede tab, kan man vælge lav risikoprofil i markedsrente. Man kan også knytte udbetalingsgaranti på i de sidste år inden pensionen. Men med et markedsrentebaseret livscyklusprodukt er man sikret, at investeringsprofilen bliver mindre risikabel, jo nærmere man kommer pensionen. Der er ingen grund til at frygte markedsrenten. Markedet gælder for alle.