Analytiker: Jackson Hole-møde bliver nok en fuser

Ligesom Nordea Markets mener Sydbanks cheføkonom, Jacob Graven, heller ikke, at der kommer de store nyheder ud af dette års store finansmøde Jackson Hole. Dog tilføjer han, at aldrig kan vide sig sikker.
Foto: Jens Henrik Daugaard/Ritzau
Foto: Jens Henrik Daugaard/Ritzau
AF RITZAU FINANS

Det årlige centralbankmøde i amerikanske Jackson Hole er en ugens helt store begivenheder blandt investorerne, men meget tyder på, at konferencen kommer til at forløbe uden de helt store overraskelser.

Sydbanks cheføkonom, Jacob Graven, forventer i hvert fald ikke, at der vil være store nyheder i talerne fra hverken den europæiske centralbankchef, Mario Draghi, eller fra Janet Yellen, der er chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, når de indtager talerstolen fredag.

Tidligere har centralbankerne ellers overrasket på netop denne konference.

"Der er rigtigt meget fokus på mødet, fordi potentialet er stort, og det kan rykke meget, hvis centralbankcheferne siger noget, der er overraskende for markedet. Men det mest sandsynlige er, at det bliver en fuser set med markedsbrillerne på."

"Det er ikke så sandsynligt, at de annoncerer noget stort, men begge centralbanker har tidligere brugt konferencen til at annonceringer, så man ved jo aldrig helt. Og det giver en ekstra hype," siger han til Ritzau Finans.

Han anbefaler derfor også investorer til at følge den pengepolitiske konference tæt, når centralbankcheferne indtager podiet på mødets dag nummer to.

"Man vil lytte meget efter, om de vil bruge talerne til at signalere ændringer eller justeringer i deres politik igen i år, selv om det langt fra sker hvert år. Der har været uofficielle rygter om, at Draghi ikke vil komme med noget, men der er mange, der er spændte på, hvad han har at sige alligevel. Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at Yellen vil sige noget om den aktuelle politik, men der kan sagtens komme noget alligevel."

"Ordene skal selvfølgelig vejes på en guldvægt. Det er jo ikke, fordi man forventer, at de går ud og annoncerer, at der skal laves en hel masse nyt. Bare små justeringer i ordvalget i forhold til hvad de har sagt indtil nu, har potentiale til at rykke kraftigt ved markederne," siger Jacob Graven.

Obligationsopkøb og renten er i søgelyset

Når chefen for Den Europæiske Centralbank holder tale, vil opmærksomheden især være rettet mod meldinger om opkøbsprogrammet, der indebærer, at centralbanken køber obligationer for 60 mia. euro hver måned.

Centralbankchefen har tidligere meldt ud, at han i løbet af efteråret vil annoncere, hvad der skal ske med obligationsopkøbene næste år, men på mødet vil der alligevel blive lyttet efter yderligere detaljer.

"De fleste spejder efter, hvornår og hvor meget ECB vil skrue ned for obligationsopkøbene. Hvis han bruger konferencen til at give et hint om, hvad centralbanken forestiller sig, så vil det bestemt kunne rykke på markederne," siger Sydbanks cheføkonom, der dog vurderer, at det mest sandsynlige er, at han gentager budskabet om, at der vil blive set nærmere på det i løbet af efteråret.

I USA er centralbanken en smule længere fremme og har allerede tidligere stoppet obligationsopkøbene. Det næste skridt er, at den begynder at afhænde nogle af obligationerne og lade dem løbe ud, men en dato er endnu ikke kommet på bordet.

Det er dog især antydninger om kommende renteforhøjelser, investorerne vil lytte efter under Janet Yellens tale. Den amerikanske centralbank har tidligere meldt ud, at renten skal hæves over de næste år, og at den sandsynligvis skal et nøk op i december.

"Hvornår skal renten hæves igen? Trækker den i land og vil ikke hæve renten senere på året alligevel? Udtalelser af den type vil bestemt også kunne rykke ved markedet," siger Jacob Graven.

"Jeg tror, at Yellen vil være meget forsigtig med at melde noget ud og undlade at være speciel konkret. Jeg forventer, at hun vil sige, at centralbanken forventer, at det er en god idé at løfte renten over det næste stykke tid. Det er en meget bred formulering, der ikke lukker ret mange døre," fortsætter han.

Hvis hun derimod annoncerer eller antyder, at renteforhøjelsen i december udskydes på grund af den svage inflation, vil aktiemarkedet reagere positivt på nyheden.

Mødet i Jackson Hole i USA afholdes 24.-26. august.

/ritzau/FINANS

Nordea: Usandsynligt med breaking news ved Jackson Hole-møde

Sydbank: Lav inflation kan udskyde amerikansk renteforhøjelse

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også