Danske aktier tog den gule trøje i første halvår

Årets første seks måneder har været gode for danske aktier, skriver Nykredit, der har lavet en sammenligning med syv andre aktivklasser.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Det har været gode seks første måneder af 2017 for ejere af danske aktier. Også bedre end for ejere af amerikanske eller europæiske aktier bredt set.

Det skriver Nykredit, der har regnet sig frem til, at danske aktier har slået syv andre toneangivende aktivklasser.

Med en stigning i første halvår på 15,9 pct. har det danske aktiemarked udklasset ikke bare de amerikanske aktier, men også aktier i nye markeder, globale aktier og japanske aktier.

"Og det er ikke første gang, at der er højere afkast til dem, der har foretrukket danske aktier frem for amerikanske, europæiske og japanske eller for den sags skyld korte og lange obligationer," skriver Nykredit og fortsætter:

"Nykredits sammenligning af de otte såkaldte aktivklasser viser, at danske aktier siden 2007 har toppet listen hele tre gange, i 2012, 2013 og i 2015 og er endt som nummer to i 2009, 2010 og 2014. Danske aktier har med andre ord haft det bedste eller næstbedste årlige afkast i seks ud af de 10 år, som sammenligningen dækker."

Træerne vokser dog ikke ind i himlen, og Nykredit opfordrer fortsat til, at man spreder sine investeringer. For mens danske aktier nok ofte har været duks har de også uddelt øretæver.

"Først og fremmest skal man måske se nærmere på afkastet for danske aktier i 2008 og i 2011, som med minus 49,3 pct. og minus 19,9 pct. var blandt de ringeste markeder. Den mest åbenlyse konklusion af Nykredits sammenligning af aktivklasser er altså ikke at danske aktier altid klarer sig bedst, men måske snarere at "efter sol kommer (ofte) regn"," noterer Nykredit sig.

 

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også