Ejerne af Mossack Fonseca er blevet anholdt i Panama

De to grundlægger af Panama-advokatfirmaet Mossack Fonseca er blevet arresteret på grund af anklager om at være involveret i en stor korruptionsskandale i Brasilien.
AF RITZAU

De to ejere og grundlæggere af advokatfirmaet Mossack Fonseca fra Panama er blevet arresteret, skriver den engelske avis The Guardian.

Jürgen Mossack og Ramon Fonseca, der er mændene bag det meget omdiskuterede advokatfirma, anklages for at være en del af en stor korruptionsskandale i Brasilien.

Myndighederne har samtidig foretaget ransagninger hos advokatkontoret i Panama City, ligesom de to ejeres hjem er blevet ransaget.

Mossack Fonseca blev i april 2016 kendt i hele verden, da flere end 400 journalister verden over via millioner af lækkede dokumenter kunne afsløre, hvordan firmaet ved hjælp af skuffeselskaber i skattely hjalp velhavere, sportsstjerner og politikere med at gemme værdier.

Afsløringerne førte blandt andet til, at den islandske statsminister måtte trække sig fra posten.

Nordea i tæt samarbejde med advokatfirma

I Danmark medførte afsløringerne, at Folketingets partier indkaldte til en høring, hvor flere danske banker, heriblandt Nordea, måtte forklare deres samarbejde med selskabet.

De nye ransagningerne udspringer af en korruptionsskandale, hvor Latinamerikas største anlægsvirksomhed, Odebrecht, har bestukket sig til værdifulde kontrakter i mange lande.

Odebrecht har selv erkendt ulovligheder i flere lande, ligesom det har indgået forlig med myndigheder i en række lande.

Mossack Fonseca anklages for at have bidraget til bestikkelsen.

På en pressekonference fredag sagde statsanklager Kenia Porcell, at hun har oplysninger, der tyder på, at Mossack Fonseca ikke følger loven.

"Det tyder på, at det er en kriminel organisation, der har til formål at skjule penge og værdier, der stammer fra tvivlsomme forbindelser."

Hun sagde samtidig, at ansatte i den brasilianske del af firmaet angiveligt var blevet bedt om at fjerne og destruere oplysninger, der stammer fra den brasilianske korruptionssag.

Mossack Fonsecas advokat Elias Solano siger til nyhedsbureauet AFP, at der ikke er beviser for påstandene mod firmaet og dets ejere.

Arrestationen af de to ejere kommer samtidig med, at de har lagt sig ud med landets præsident.

Ramon Fonseca sagde torsdag, at præsidenten i Panama, Juan Carlos Varela, har modtaget penge fra Odebrecht, uden at offentligheden har haft kendskab til det.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også