ECB-rygte sender renterne op

Muligheden for nye tiltag og obligationsudlån fra Den Europæiske Centralbank, ECB, har onsdag udløst rentestigninger på det europæiske obligationsmarked.
Foto: Arkiv: Polfoto/Michael Probst
Foto: Arkiv: Polfoto/Michael Probst
AF RITZAU FINANS

Herhjemme stiger renten på den toneangivende tiårige statsobligation med 6 basispoint til 0,40 pct., efter at Reuters kan berette, at ECB er begyndt at se på, hvorledes banken kan udlåne en større del af sin beholdning af statspapirer. Målsætningen med manøvren er at undgå, at pengemarkedet fryser til, oplyser centralbankkilder til nyhedsbureauet.

ECB har under sit opkøbsprogram købt obligationer for mere end 1000 mia. euro. Derved har banken reduceret de private bankers adgang til statsobligationer i markedet - obligationer, som bankerne bruger til at stille som pant i de såkaldte genkøbsforretninger til gengæld for et pengemarkedslån med kort løbetid - typisk over et par uger.

"Mange banker er tvunget til at holde på de statsobligationer, man har, for at kunne låne penge af andre banker. Hvis ECB giver nemmere adgang til at låne obligationer i centralbanken, så vil bankernes behov for selv at ligge inde med obligationer blive mindre. Så den her hamstring af statsobligationer, som vi har været vidne til i et stykke tid, kan der måske blive løsnet op for," siger cheføkonom i Sydbank Jacob Graven til Ritzau Finans.

Kilderne oplyser til Reuters, at emnet vil blive diskuteret på ECB-mødet den 8. december.

Hvordan obligationslånene i praksis skal foregå, fremgår ikke.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også