Sydbank: Euroens fejlkonstruktion skaber politiske spændinger

Cheføkonom i Sydbank Jacob Graven langer i en kommentar ud efter konstruktionen af eurosamarbejdet.
Foto: /ritzau/AP/Virginia Mayo/
Foto: /ritzau/AP/Virginia Mayo/
AF RITZAU FINANS

Selv om euroen er en fælles mønt i 19 EU-lande, der bygger på en fælles pengepolitik og en fælles centralbank, så fører landende deres egen selvstændige finanspolitik.

Og det er en fejlkonstruktion, der netop bliver udstillet gennem stridigheder om den økonomiske politik mellem den tyske regering og EU-Kommissionen.

Det mener Jacob Graven, der er cheføkonom i Sydbank.

"Så længe eurolandene kan føre deres egen selvstændige finanspolitik, vil der opstå spændinger, hvor landene indimellem fører en politik, der ikke er i fællesskabets interesse," forklarer han.

Jacob Graven henviser til, at EU har opfordret den tyske regering til at øge de offentlige investeringer, fordi Tyskland - set med EU's øjne - forlænger vækstkrisen i Europa ved at holde for meget på pengene.

Men den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, afviser i usædvanligt hårde toner EU’s opfordring.

"Skåret ind til benet bunder uenigheden i, at EU-Kommissionen ser på europæisk økonomi med fælles europæiske briller, mens den tyske regering har tyske briller på," skriver Jacob Graven i en kommentar.

Han uddyber, at det ud fra et samlet europæisk synspunkt er oplagt, at der er behov for en mere lempelig finanspolitik i EU, der skal sætte mere fart på europæisk økonomi.

"Dermed kan Den Europæiske Centralbank (ECB) få tiltrængt hjælp til at skubbe økonomien fremad. Det er lige så oplagt, at det især er Tyskland, der skal lempe finanspolitikken, da Tyskland har stærke offentlige finanser og et stort overskud på betalingsbalancen," forklarer han.

Men set med tyske briller er situationen en anden.

"Den tyske arbejdsløshed er rekordlav, og mere lempelig finanspolitik risikerer at skabe flaskehalse på det tyske arbejdsmarked. Desuden vil mere lempelig finanspolitik tage presset fra andre EU-lande for at gennemføre nødvendige økonomiske reformer," påpeger Jacob Graven.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også