Ringkjøbing Landbobank: Vækst er vigtigere end digitalisering

Mens alle taler om digital transformation, står der vækst øverst på listen i Ringkjøbing Landbobank. Direktør John Fisker forventer at forsætte de seneste års udlånsvækst trods forventning om øget konkurrence.
AF MICHAEL DUELUND

I Ringkjøbing Landbobank er opskriften på fortsat vækst forholdsvis enkel: Mere af det samme. Det er da også en formel, der har virket ganske godt de sidste fem år og givet banken en rekordstor kundetilgang.

John Fisker, adm. direktør i Ringkjøbing Landbobank, ser en fortsat vækst inden for bankens nuværende koncepter som langt vigtigere end at få digitaliseret banken. Noget, der ellers bliver talt meget om i branchen.

”Det betyder ikke, at vi ikke har store opgaver med at transformere vores fysiske tilstedeværelse til digitalt. Men det er indtjeningsmæssigt ikke vores største opgave. Det er en større opgave at fortsætte vores vækst.”

Udover at tiltrække kunder i de eksisterende filialer har Ringkjøbing Landbobank siden 2010 åbnet tre nye rundt om i landet. Desuden har den vestjyske bank kontinuerligt øget markedsføringsindsatsen for at sætte endnu mere liv i bankens nichekoncepter inden for bl.a. vedvarende energi, læger, tandlæger og ikke mindst private banking.

”Da finanskrisen ramte, tror jeg, at de fleste pengeinstitutter lige skulle tælle pengene, om de nu var der. Men vi vidste i 2010, at vi havde styr på vores bank og besluttede derfor en vækststrategi. Vi så heldigvis rigtigt – at det, der ville være mangel på, var gode kunder og udlån frem for indlån. Det er jo sådan set sådan, det er gået,” siger John Fisker.

Nichekoncepter skal styrkes

Bankens forudseenhed i 2010 har ifølge John Fisker blandt andet sikret en ud- og indlånsvækst på henholdsvis 12 og 10 pct. Resultater, der kommer i halen på lignende vækstrater de foregående to år. Og disse resultater skal fortsætte de kommende år.

”Det, vi i 2016 og 2017 fokuserer på, er at fortsætte vores vækst. For vi synes, at vores forretningsmodel er på plads, så vi skal bruge knap så mange kræfter på at transformere os. For vi har ganske få filialer og nogle meget store nichekoncepter, som rent faktisk udgør mere end halvdelen af banken. Så derfor passer vores forretningsmodel rigtig godt til den verden, vi ser ind i,” siger John Fisker.

Det kan da også være en udfordring at overgå til en mere digital verden, når Ringkjøbing Landbobank slår sig op på, at man har et stort kendskab til sine kunder gennem en personlig relation.

”Der er vores opgave at kombinere den personlige relation og vores specialviden med et fuldt digitalt setup, hvor vi presser omkostningerne ud af produkterne. For vi bruger 32 øre per indtjente krone, men vi er meget opmærksomme på, at med digitaliseringen, der kommer, er der rigtig mange pengeinstitutter, som presser omkostningerne ud af deres processer. Og så forsvinder nogle af de fortrin, vi har haft,” siger John Fisker.

Ny filial skal vise sit værd

Konkurrencen i branchen er hård nok i forvejen, og den er skærpet betydeligt de sidste tre-fire år. John Fisker ser da heller ingen tegn på, at den vil aftage de næste par år.

”Jeg mener, at vi ser ind i en øget konkurrence,” siger han.

Derfor vil han også holde sig til den hidtil succesfulde opskrift, der blandt andet lyder på fokus på private banking. John Fisker forventer da også, at denne niche, som gjorde sit indtog i banken i 2004, vil overtage mere af hans bank de kommende år og dermed fortsætte de seneste års udvikling, hvor man åbnede filialer i Holte i 2010, i Aarhus i 2015 og i Vejle i år.

Der vil dog gå lidt tid, før en ny filial ser dagens lys.

”Vi har det således, at vi vil maksimalt have én filial, der giver underskud. Og der er vores filial nede i trekantsområdet kun tre måneder gammel, så den giver stadig underskud. Så de skal lige bevise deres værd på samme måde som Aarhus viste deres værd, inden vi gik videre. Men hvis vi fortsætter med at have den vækst og succes, som vi ser i øjeblikket, er det da noget vi vil se mere ind i, når vi kommer lidt længere fremad,” siger John Fisker.

Interviewet er en del af rapporten Årets Finansvirksomhed, der udgives af FinansWatch i samarbejde med EY. Rapporten er gratis for abonnenter på FW Insight og kan købes separat.

Læs gratis preview af rapporten her:

Læs mere om FW Insight her:

Se billederne fra konferencen Årets Finansvirksomhed 

STØRRE BANKER: Her er vinderne af Årets Finansvirksomhed 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også