Skagen-stifter i mindretal efter ny ejerstruktur

Med den nye struktur i den norske kapitalforvalter Skagen bliver to af tre grundlæggere majoritetsaktionærer med deres nye selskab. Selv siger de, at den nye konstruktion er sket efter aftale med den tredje grundlægger, Kristoffer Stensrud.
Kristoffer Stensrud | Foto: Skagen Fondene
Kristoffer Stensrud | Foto: Skagen Fondene

Skagen Fondene har fået ny ejerstruktur, og det betyder, at de tre stiftere af selskabet har delt sig op, selv om de siden 1993 har ejet selskabet sammen. Fremover har Tor Dagfinn Veen og Åge Westbø lagt deres fælles ejerandel ind i et nyt selskab, som de har døbt Nansen Capital Partners.

De to stiftere og deres familier ejer lige under 60 pct. af A-aktierne i Skagen Fondene, og dermed er den tredje stifter, Kristoffer Stensrud, kommet i mindretal i ejerkredsen. Tor Dagfinn Veen og Åge Westbø mener dog, at den nye konstruktion har været den bedste for dem.

Da Dagens Næringsliv spørger, om der har været enige blandt de tre stiftere om, at den valgte ejerstruktur er den bedste, svarer Tor Dagfinn Veen, at de er blevet enige om at gå videre med den model.

"Det var ikke det, jeg spurgte om," indvender journalisten, og til det svarer Tor Dagfinn Veen:

"Det ved jeg."

Åge Westbø supplerer: "Jeg og Tor Dagfinn er enige om, at denne model er den bedste for os."

Stadig aktiv som den eneste

Kristoffer Stensrud, der som den eneste af de tre stadig er dagligt aktiv i Skagen Fondene, ønskede ikke at give en direkte kommentar til Dagens Næringsliv, men gennem en talsperson siger han, at han har ønsket at blive i Skagen Fondene for at være tæt på kunderne og varetage det tillidsforhold, der er mellem ham og kunderne.

Skagen Fondene har længe været på jagt efter en ny ejerstruktur. I november sidste år meldte Skagen Fondene ud, at grundlæggerne ville sætte et arbejde i gang for at finde en ny ejerstruktur.

"Skagens grundlæggere arbejder for tiden sammen med bestyrelsen om at finde overgangen til en fremtidig ejermodel, hvor målsætningen er at sikre ejerskab indenfor selskabet, effektive beslutningsprocesser og garantere, at selskabet forbliver uafhængigt. Bestyrelsen prioriterer at finde en langsigtet ejerstruktur, som bedst muligt varetager risikojusteret afkast og service til kunderne på lang sigt, og som kan tiltrække og beholde de bedste talenter. En opdatering af fremtidig ejermodel kan forventes i løbet af første halvår 2015," skrev Skagen Fondene i en meddelelse.

Det bliver ikke nævnt eksplicit i meddelelsen, at der bliver lagt op til et generationsskifte, men Tor Dagfinn Veen er 68 år, Kristoffer Stensrud er 62 år, og Åge Westbø er 52 år, og til Dagens Næringsliv fortæller de to stiftere af Nansen Capital Partners, at de det seneste år har kigget på flere forskellige ejerstrukturer.

Nogle af modellerne involverede, at Skagen Fondene skulle sælges til en kapitalfond eller til en bank, så mindst to af tre stiftere dermed ville afhænde deres ejerandel. Desuden kiggede man på en række interne modeller.

Overvejer børsnotering

Med den valgte model ser generationsskiftet imidlertid ud til at være udskudt eller aflyst. Ingen af de tre stiftere har afhændet deres ejerandele, og det ser heller ikke ud til, at der er kommet nye kræfter ind, omend det ikke er offentligt tilgængelig information, om der er flere ejere i Nansen Capital Partners. Selv siger stifterne, at løsningen er langsigtet.

"Vi er glade for, at vi har fundet en løsning, som skaber langsigtet klarhed over ejerskabet af Skagen, og som også danner grundlaget for et uafhængigt Skagen, hvis største prioriteter er kunder, talenter og leveringen af merafkast," siger de to stiftere i en pressemeddelelse.

Over for Dagens Næringsliv giver Tor Dagfinn Veen og Åge Westbø udtryk for, at de håber at kunne børsnotere Nansen Capital Partners i løbet af de næste fire til seks år.

FinansWatch ville gerne have spurgt Tor Dagfinn Veen og Åge Westbø om, hvorfor Kristoffer Stensrud ikke er med i Nansen Capital Partners, hvorfor ejermodellen ikke var klar i første halvår som tidligere udmeldt, hvorvidt der er andre ejere med i Nansen Capital Partners, og hvad overvejelserne har været om et muligt generationsskifte. Gennem en talsmand oplyser de dog, at de ikke har yderligere at tilføje til den pressemeddelelse, de har sendt ud.

Ny ejerstruktur i Skagen Fondene 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også