I dag uddeles De Frie Forskningsråds forskerbevillinger, Sapere Aude. Det er Forskningsrådenes topforskerpriser, der frit oversat fra latin betyder "hav mod til at tænke selv".

Et enkelt økonomisk forskningsprojekt på Københavns Universitet er blevet vejet og fundet tungt nok til at modtage en bevilling på 5,7 mio. kr. over de næste fem år.

Det er tildelt den 46-årige professor Peter Norman Sørensen fra Økonomisk Institut ved Københavns Universitet.

Forskningsprojektet skal kort fortalt afdække, om en finansiel transaktionsskat kan gøre de finansielle markeder mere effektive, end de er i dag.

"Er dette et økonomisk hensigtsmæssigt instrument til at få et uperfekt marked til at fungere bedre? Projektet vil sammenligne med for eksempel beskatning af forurenende aktivitet og andre skatter, der skal ændre en adfærd og forbedre velfærd," siger Peter Norman Sørensen.

“Jeg forventer ikke, at jeg kan bevise, at det altid fører til noget hensigtsmæssigt. Men vi vil undersøge, om en finansiel transaktionsskat kan forbedre markedets funktionsmåde.”

Finansiel transaktionsskat på trapperne i EU

11 EU-lande, anført af Frankrig og Tyskland, har givet hinanden håndslag på at indføre en fælles skat på finansielle transkationer fra 1. januar 2016, mens blandt andre Danmark, Sverige, Holland og Storbritannien har valgt ikke at indføre den nye skat.

Der er fortsat stor usikkerhed om, hvordan skatten rent praktisk skal skrues sammen, lige som der fortsat er en hektisk lobbyvirksomhed fra den finansielle sektor for at forhindre, at skatten bliver en realitet.

Modstanderne af skatten mener, at den ikke kun vil gøre det dyrere at handle med værdipapirer og andre finansielle instrumenter, men direkte kan være ødelæggende for effektiviteten på de finansielle markeder.

Et af argumenterne er, at markeder kræver likviditet for at være effektive. Og en stor del af den daglige likviditet kommer fra kortsigtede spekulanter, der foretager så mange handler, at de vil blive voldsomt ramt af en finansiel transaktionsskat. Derfor vil de mere spekulative investorer trække sig, og det vil føre til langt lavere likviditet, og dermed mindre effektive markeder, lyder argumentet.

Spekulanter gør ikke markeder mere effektive

Det modsatte argument er, at pointen netop er at stække de kortsigtede spekulanter. For de forsøger at udnytte særlige fordele på bekostning af andre, og deres aktivitet bidrager derfor ikke aktivt til at skabe mere effektive markeder.

I økonomiske termer bliver et effektivt marked ofte betegnet som Pareto-optimalt, opkaldt efter den italienske økonom Vilfredo Pareto.

I et Pareto-optimalt marked kan ingen investor opnå en bedre position, uden en anden investor samtidig opnår en ringere position. Men et marked, hvor den ene investor opnår en fordel ved eksempelvis at få information før andre, er ikke Pareto-optimalt. Det skyldes, at investoren udnytter hvad økonomer kalder en "informations-asymmetri".

Et helt klassisk eksempel på en informations-asymmetri er handel med brugte biler. En næsten ny brugt bil koster markant mindre end en helt ny bil, og det skyldes blandt andet, at køberen ikke er klar over, om sælgeren er ærlig i forhold til at påpege eventuelle problemer med bilen. Prisen falder derfor, fordi der er en informations-asymmetri, hvor sælger ved langt mere end køber, og køber derfor kræver en lavere pris som kompensation.

“I finansielle markeder er det udbredt, at de handlende har forskellig information om de aktier, de køber og sælger. Det kan begrænse den enkelte handlende, for hvem ønsker at købe en aktie af en sælger, der ved noget dårligt om aktiens værdi? Vi vil blandt andet se på, om en skat på finansielle transaktioner kan give mere ensartet information på aktiemarkedet og dermed være med til at reducere risikoen for at begå en dårlig handel,” siger Peter Norman Sørensen.

Eksempler på usund spekulation

To eksempler taget fra den Nobelpristagende økonom Joseph Stiglitz, der er tilhænger af en skat på finansielle handler, viser problemstillingen:

I det første eksempel vil en virksomhed i morgen offentliggøre en nyhed, der får aktiekursen til at stige fra 10 dollar til 50 dollar. En investor, der får kendskab til den information i dag, vil naturligvis købe aktierne, og tjene 40 dollar.

Men pointen er, at slutresultatet stadig bliver, at aktien i morgen er 50 dollar værd. Den eneste forskel er, hvem der tjener de 40 dollar. Og det er, set med økonomiske øjne, ligegyldigt, og har derfor ingen samfundsmæssig værdi, selv om den ene investor naturligvis bliver rigere på den andens bekostning, ved at udnytte sin informations-assymetri.

Stiglitz’ andet eksempel viser, at selv hvor der ikke er informations-asymmetrier, så kan spekulanter ved at spekulere indføre nogle nye ligevægte, som ikke nødvendigvis er samfundsøkonomisk gavnlige.

Eksemplet er, at der nogle morgener ligger 100 dollar sedler omkring flere forskellige mennesker. Hvis man antager, at de pågældende venter til om aftenen med at samle hver deres 100 dollar op, så kan en af dem naturligvis vælge at stå tidligt op, og samle alle sedlerne op.

Men den eneste konsekvens vil være, at alle så vil stå tidligt op for at sikre sig deres 100 dollar, og dermed ender alle med at være ringere stillet, end de var i udgangspunktet.

Beskatning skal begrænse spekulanter

Stiglitz’ eksempler, og Keynes’ grundholdning, var og er, at kortsigtede spekulanter ikke giver mere Pareto-optimale markeder, og at der derfor er en samfundsøkonomisk fordel i at begrænse deres indflydelse i markederne.

Peter Norman Sørensen understeger over for FinansWatch, at forskningsprojektet netop skal se på, hvad der er op og ned blandt argumenterne, og det derfor i dag kun er muligt at opstille hypoteser, og ikke konklusioner.

“I den akademiske litteratur har man forsket i finansielle markeders mikrostruktur. Man har set på forskellige typer af handlende: professionelle market-makers, slutinvestorer og spekulanter af forskellig art,” forklarer Peter Norman Sørensen, der fortsætter:

“Man kunne benytte sådan en afgift til at flytte balancen mellem slutinvestorer og spekulanter. Men når det er sagt, så vil det se ud som om markedet er mindre likvidt, men det kan blive en større andel af de transaktioner man gerne vil have. Dermed kan det godt være, at der bliver mindre likviditet, men det vil ikke nødvendigvis betyde, at markederne bliver mindre effektive.”

Mange eksempler på finansskat

En finansiel transaktionsskat er langt fra en ny opfindelse. I 1694 blev der indført en stadigt eksisterende stempelafgift på værdipapirhandler på London Stock Exchange, og en skat på værdipapirer blev også i 1936 anbefalet i en af verdenshistoriens mest indflydelsesrige økonomiske bøger, John Maynard Kaynes’ “The General Theory of Emplyment, Interest and Money.”

Efter sammenbruddet i Bretton Woods valutasystemet foreslog økonomen James Tobin, der blandt andet var Ph.d.-vejleder for den nuværende Federal Reserve formand Janet Yellen og i 1981 modtog Riksbankens Nobelpris i økonomi, en skat på valutahandel, der siden har været kendt som “Tobin-skatten”.

I dag har blandt andre Belgien, Finland, Frankrig, Schweiz, Italien og Singapore skatter på finansielle transkationer. Det samme havde man i USA mellem 1914 og 1966, og i Sverige fra 1984 til 1991.

Men den finansielle transaktionsskat fik fornyet næring under finanskrisen, dels som et middel til at begrænse spekulative handler på finansmarkederne, og dels til at skaffe et nyt skattegrundlag.

Global skat ikke afgørende

Især Tobin-skatten havde som forudsætning, at den blev indført globalt, da valutamarkedet er det mest globale finansielle marked i verden. Derfor ville en skat på valutahandel i Danmark, eller EU, måske blot føre til, at valutahandlen flyttede til USA eller Singapore.

Men argumentet om at en skat på finansielle transaktioner, holder ikke nødvendigvis, fremhæver Peter Norman Sørensen.

“Der har været kritik af, at hvis man ikke indfører en finansiel transaktionsskat globalt, så vil handlen bare flytte. Men hvis det virkeligt er sådan, at markedet fungerer bedre for slutbrugere, så kan det godt tænkes, at mindre volumen og mindre likviditet er at foretrække, når spekulanter er blevet priset ud af markedet,” pointerer Peter Norman Sørensen.

Forskningsprojektet skal løbe over fem år, og vil ud over Peter Norman Sørensen formentlig omfatte i alt to Ph.d.-kandidater, eller postdocs, og en Ph.d.-stipendiat.

Omfattende modeludvikling er nødvendig

Om baggrunden for, at det vil tage fem år at gennemføre projektet, forklarer Peter Norman Sørensen:

“En del af projektet kræver en original teoriudvikling, hvor man skal samle modeller fra vidt forskellige områder, f.eks. forurening og markedsteori,” og der er også en del underaspekter, som vi gerne vil se nærmere på. For eksempel, om man kan inkludere markedsmanipulation i undersøgelsen.”

I første omgang vil projektet være baseret på nogle velegnede canadiske datasæt, men flere data kan senere komme til. Og ifølge Peter Norman Sørensen er det ikke afgørende for projektet, om en finansiel transaktionsskat rent faktisk bliver indført i Europa.

“Vi har en del data og viden om, hvordan forskellige omkostninger påvirker de finansielle markeder. Og noget af det, der er centralt i den økonomiske teori, er evnen til at tage modeller for et sæt af problemer, eksempelvis hvordan man tilskynder til en mindre miljøpåvirkning gennem skatter, og så matematisk vurderer, om den samme model også kan bruges på et anden område, eksempelvis effektiviteten på de finansielle markeder,” forklarer Peter Norman Sørensen.

At forskningsprojektet får hjemsted på Økonomisk Institut, og ikke på eksempelvis CBS, skyldes naturligvis sammen med at Peter Norman Sørensen til dagligt arbejder på Københavns Universitet.

Der er dog også en mere fundamental forskel i tilgangen til forskningen, mener Peter Norman Sørensen.

“Økonomisk Institut på Københavns Universitet er ofte mere fokuseret på samfundsorienteret end erhvervsorienteret forskning. Altså for eksempel, om markederne fungerer som man gerne vil have det set ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv. Men der er naturligvis en masse glidende overgange, og heldigvis også et frugtbart samarbejde, mellem os og andre forskningsinstitutter, så det er nok mest rigtigt at sige, at vi er forbundne kar,” siger Peter Norman Sørensen.