Nets forudser massiv konkurrence på kontaktløs betaling

Senere på året lancerer Nets en såkaldt digital pung til danskerne. Samtidig er Nets ved at gøre sig klar til konkurrence fra store spillere som Apple og Google.
Foto: ULRIK JANTZEN/DANSKE BANK
Foto: ULRIK JANTZEN/DANSKE BANK

Nets lancerede tidligere på året i forbindelse med en tech-messe i Barcelona sin udgave af en såkaldt digital pung.

Medie: Nets lancerer mobil pung i Barcelona 

Det er en løsning, der skal tage kampen op mod de andre digitale betalingsløsninger, der allerede er på markedet, som Mobilepay og Swipp samt den fremtidige konkurrence, der i fremtiden kan komme fra store virksomheder som Google og Apple.

I første omgang er det nordmændene, der får lov at prøve kræfter med den digitale pung, men senere på året bliver det nye produkt - hvis alt går efter planen - rullet ud på det danske marked, fortæller Nets danske landechef Susanne Brønnum.

"Jeg håber, at vi kommer til at se vores digitale pung på det danske marked i år. Det bliver nok i slutningen af i år. Det har været vigtigt for os, at den infrastruktur og den løsning vi har bygget fra starten er international, så den kan anvendes i alle de markeder, hvor Nets opererer," siger hun til FinansWatch.

Det kan være en app

Skal alle bankerne være med i en aftale, før I kan lancere pungen?

”Nej, med den her løsning kan vi godt gøre det med hver enkelt bank, men det ville selvfølgelig være fint at få dem alle sammen med. En hel række banker bruger i dag Nets til at udstede fysiske kort og services omkring betalingskortene, og det er den digitale pung en forlængelse af. Mens en bank i dag bestiller et fysisk kort, kunne man forestille sig, at bestillingen i fremtiden vil være et mobilt kort,” siger hun og fortsætter:

Avis: Facebook klar med betalingsløsning 

”Vores opgave er at gøre det så nemt for vores kunder som muligt at få det mobile kort indført på en nem og sikker måde. Men det vil også fremover være op til den enkelte bank at bestemme, hvilket kortprodukt man vil have ind i den digitale pung, og hvordan det hele skal skræddersys. Skal det eksempelvis være tilknyttet mobilbanken, eller skal det være en selvstændig app. Det er alt sammen ting, vi kan hjælpe bankerne med."

Kan man forestille sig, at kunderne fremover vil kunne få mange forskellige små selvstændige betalingsløsninger alt afhængig af, hvilken bank de vælger?

”Historisk har det været sådan, at bankerne har differentieret deres services meget på Visa og Mastercard-produkter, mens der har været mere enighed om dankort-produktet. Og det er klart, at når vi har at gøre med noget så vigtigt som et dankort, så skal der være enighed også med detailhandlen om, hvordan vi gør det i forhold til den digitale pung. Rammerne for, hvordan dankortet skal integreres i den digitale pung, vil derfor grundlæggende være ens.”

Ikke lyst til en lokal løsning

Danske Banks Mobilpay rykkede tidligere på måneden ind i flere Føtex-butikker, og fremadrettet er det meningen, at Mobilepay skal kunne bruges i alle Dansk Supermarkeds butikker, som også inkluderer Netto- og Bilka-kæderne.

Betal mælk og bacon med Mobilepay 

Der er allerede kommet en del spillere på markedet for mobilbetaling, hvorfor har I ikke været hurtigere med jeres løsning?

”Det er ikke mangel på vilje, men det er også et spørgsmål om, at infrastrukturen og teknologien skal være klar. Der har globalt set været en diskussion af, hvordan man bedst kan integrere teknologien på mobilerne. Og den diskussion blev lukket, da Apple valgte at basere deres iPhones på NFC-teknologien," siger Susanne Brønnum.

Samtidig har Nets ønsket at deres udgave af en digital pung, ikke bare skal kunne bruges i Danmark og Norden.

”Der er ikke mange af os, der har lyst til at lave lokale løsninger, vi vil hellere lave internationale løsninger. Når forbrugerne først har fået implementeret betalingskortene i mobilen skal det også gerne fungere, når de er ude og rejse. Det har taget tid at få den industristandard på plads, men det er den nu. Og siden den standard kom på plads, har vi arbejdet benhårdt på at få indført den digitale pung” siger hun.

Partner med Samsung

Markedet for betalingsløsninger har desuden fået en lang række nye aktører, som har gjort lanceringen af den nye digitale pung, til en omfattende proces, fortæller Nets danske landechef.

”Der er en række nye spillere, som vi ikke tidligere har skullet lave aftaler med, men som nu bliver relevante at snakke med. Bl.a. Samsung i vores tilfælde. Desuden har markedet skullet følge med, der har altså skullet være en kritisk masse af forbrugere, der har telefoner, der understøtter NFC,” siger Susanne Brønnum.

Har I en dialog med de forskellige producenter i forhold til at få en ensartethed i teknologien?

”Ja, det er helt sikkert et arbejde, vi også bidrager til. Inden for vores verden er der en række internationale organisationer, der kigger på lige præcis de standarder, og prøver at skabe en ensartethed, så det ikke bliver et stort Klondyke. Hovedpointen for os er at lægge os så tæt op af den allerede eksisterende infrastruktur for at gøre overgangen så nem som mulig, ikke mindst for forretningerne, der skal have udstyret til at tage imod betalinger via mobilen.”

Er terminalerne ude i butikkerne kompatible med den her teknologi som jeres digitale pung bruger?

”Langt hovedparten af terminalerne er allerede fysisk forberedt til dette. De terminaler af denne type, der ikke endnu er sat op til at tage imod kontaktløse kort og NFC, skal blot aktiveres til dette. Her skal butikkerne henvende sig til deres terminalleverandør, der vil kunne hjælpe.”

Hvorfor så Norge?

Nets er allerede i gang med at indføre kontaktløs betaling herhjemme. Det sker ved hjælp af betalingskort, der har integreret NFC-teknologien og dermed ikke behøver fysisk kontakt med betalingsterminaler.

Men hvis banen er kridtet op herhjemme, hvorfor starter I så i Norge?

”Det er fordi, der var en af vores gode kunder, Eika Bank gruppen, der ønskede at komme hurtigt ud med denne her løsning. Lige nu introducerer vi de kontaktløse kort i Danmark, i første omgang med MasterCard og rene Visa kort, og fra 3. kvartal også Dankort, og det er også en måde lige så stille at vænne forbrugerne og butikkerne til betalinger kontaktløs, som det også vil ske ved brug af mobilen," siger Susanne Brønnum

Visa opruster i Danmark 

Hvordan ser du konkurrencesituationen på markedet for kortløs betaling i dag?

”Jeg tror, vi kommer til at se rigtig mange forskellige løsninger på markedet de næste år, inden markedet finder sig selv, og danskerne finder ud af, hvilken løsning de ønsker som deres primære betalingsløsning. Jeg tror, der kommer en periode, hvor forbrugerne kan have flere forskellige digitale punge, og med tiden bliver der nok en primær pung. Og der har vi selvfølgelig en forhåbning om, at det bliver vores løsning, der vinder,” siger Susanne Brønnum og fortsætter:

”Jeg synes kun, det er godt, at der kommer en masse innovation og udvikling på dette område, og der bliver prøvet en masse ting af, i takt med at forbrugeradfærden og teknologien ændrer sig. Og der kan vi lære en masse af hinanden i den her udviklingsproces om hvad virker, og hvad der ikke virker.”

Kontaktløse betalingskort vælter ud til forbrugerne 

Partner med de store spillere

Men kan det ikke blive et irritationsmoment for kunderne at skulle forholde sig til flere løsninger, hvorfor er der ikke blevet lavet en fælles løsning i stedet?

””Jeg tror, at tingene i løbet af nogle år finder et mere naturligt leje, men der er åben konkurrence på markedet, som Swipp og MobilePay jo er gode eksempler på, og fremadrettet kommer der formentlig også flere internationale konkurrenter til, som Google Wallet og Apple Pay, men forhåbentlig kommer det forbrugerne til gavn, for alle udbyderne vil jo bejle kunderne, og så må den bedste løsning vinde.”

Hverken Apple Pay eller Google Wallet er nået til Danmark, men begge selskaber har tidligere meldt ambitiøse målsætninger ud, for deres betalingsløsninger.

Men er det realistisk, at I kan vinde en konkurrence, hvor Apple, Samsung og Google deltager?

”Det synes jeg allerede, vi har bevist med succes de sidste mange år, for selvom betalingsløsningerne bliver stadig mere internationale, så er der stadig i høj grad brug for lokalkendskab og lokale netværk. Vi vil selvfølgelig følge meget tæt, hvilke muligheder der er for at indgå partnerskaber på det nordiske marked – både med regionale og globale spillere."

Medie: Nets præsenterer egen mobilbetalingsløsning 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også