Hvidvaskpåbud til kortkæmpe

Betalingskortkæmpen Nets Danmark og datterselskabet Teller har skidt styr på at kontrollere, at de ikke bliver misbrugt til hvidvask af penge, mener Finanstilsynet.

Det fremgår af to redegørelser om inspektioner foretaget i Nets Danmark og i datterselskabet i januar i år.

Tilsynet er blandt andet overraskede over, at Nets - der siden 2009 har været underlagt hvidvaskloven - for nogle kunder slet ikke havde begyndt processen med at legitimere dem, da tilsynet var på besøg:

"For visse af instituttets betalingsformidlingsprodukter gælder, at procedurer for kundelegitimation først er iværksat i begyndelsen af 2013, hvilket Finanstilsynet har påtalt. For andre produkter gælder, at procedurer for kundelegitimation ikke er iværksat endnu. For så vidt angår sidstnævnte har Finanstilsynet givet instituttet påbud om iværksættelse af kundelegitimation inden for en kortere frist," skriver tilsynet i redegørelsen.

Ens påbud

I datterselskabet er man i modsætning til Nets begyndt på processen for alle kunders vedkommende, men er ikke færdige, og den går heller ikke, mener tilsynet:

"Instituttet har oplyst, at et betydeligt antal af instituttets kunder på undersøgelsestidspunktet  fortsat ikke er tilstrækkeligt legitimerede i januar 2013. Finanstilsynet har på baggrund heraf givet instituttet påbud om at indhente tilstrækkelig legitimation af kunder, hvor dette endnu ikke har fundet sted, inden for en nærmere angivet frist," skriver tilsynet om Teller.

De øvrige påbud til to de selskaber er til gengæld helt ens:

"Det er Finanstilsynets vurdering, at instituttet ikke har indført procedurer specifikt med henblik på opfyldelse af hvidvasklovens krav om overvågning af kundetransaktioner, opmærksomheds-, undersøgelses- og indberetningspligt. Finanstilsynet har derfor påbudt instituttet at indføre tilstrækkelige procedurer på dette område," skriver tilsynet og fortsætter:

"Finanstilsynet har herudover påbudt instituttet at udarbejde tilstrækkelige skriftlige interne regler på hvidvaskområdet, idet den eksisterende forretningsgang er behæftet med mangler. Endvidere har instituttet fået påbud om at gennemføre tilstrækkelige procedurer for undervisning af af relevante medarbejdere på hvidvaskområdet."

Uenighed om risiko

I en kommentar til tilsynets redegørelser gør Nets opmærksomme på, at man aldrig har haft en hvidvask-forespørgsel fra Bagmandspolitiet, og at:

"Procedurer, som skal forebygge hvidvask, er allerede indført i vidt omfang de seneste to år - både før og efter at dialogen blev etableret med Finanstilsynet. De resterende procedurer og instrukser vil blive implementeret som allerede planlagt. Nets overvåger kortbetalinger, der behandles i Nets’ systemer, med henblik på at afdække tegn på misbrug. Nets har dog ikke hidtil overvåget målrettet med henblik på at afsløre hvidvask."

Nets peger videre på, at man vurderer risikoen for at man selv eller Teller skulle blive misbrugt til hvidvask for at være meget lav, og at man man mener at tilsynet er enige i den vurdering.

Tilsynet skriver dog, at:

"Uanset at risikoen vurderes som lav, har Finanstilsynet dog påpeget, at instituttets samlede antal kundetransaktioner er meget betydeligt, og at det vil kunne  forekomme, at instituttet bliver misbrugt til sådanne kriminelle aktiviteter."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også