ECB's cheføkonom ser behov for at hæve renten igen efter mødet i marts
![Philip Lane er cheføkonom hos Den Europæiske Centralbank. | Foto: Gustavo Valiente/AP/Ritzau Scanpix](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/15270962/jccbgn/ALTERNATES/schema-16_9/22145471208785-3500x2359ma%2520(1).jpg)
Den Europæiske Centralbanks cheføkonom, Philip Lane, hælder til, at det bliver nødvendigt for banken at stramme yderligere op for sine pengepolitik også efter mødet i næste uge.
Det siger han under et arrangement i Dublin, skriver Bloomberg News.
På mødet på torsdag i næste uge har centralbanken mere eller mindre flaget, at der kommer en renteforhøjelse på 50 basispoint til 3 pct. målt på indskudsrenten.
Men der kan altså være yderligere stramninger på vej.
”Den nuværende information om det underliggende inflationspres tyder på, at det vil være passende at hæve renterne yderligere ud over mødet i marts,” siger Philip Lane ifølge Bloomberg.
Med den underliggende inflation mener Lane prisstigningstakten i eurozonen fraregnet de volatile fødevare- og energipriser. Den tiltog i februar til 5,6 pct. målt på årsbasis fra 5,3 pct. i januar og satte dermed rekord.