Centralbank venter nye renteløft senere på året

Den Europæiske Centralbank (ECB) kommer formentlig til at hæve renten efter rentemøde i marts, hvilket er på linje med forventningerne i markedet. 
ECB-chef Christine Lagarde forventer flere renteløft efter rentemødet i marts. | Foto: PR /Sparekassen Kronjylland/AFP / AFP
ECB-chef Christine Lagarde forventer flere renteløft efter rentemødet i marts. | Foto: PR /Sparekassen Kronjylland/AFP / AFP
AF MARKETWIRE

Den Europæiske Centralbank, ECB, kan blive nødsaget til at hæve sin indlånsrente yderligere efter sit rentemøde i marts, hvor en forhøjelse på 50 basispoint er noget nær lovet.

Det siger ECB-chef Christine Lagarde i et spansk tv-interview ifølge Bloomberg News.

Renteløftet på 50 basispoint i marts er både nødvendigt og meget sandsynligt, vurderer centralbankchefen.

Lovgiverne vil gøre alt for at bringe inflationen ned på centralbankens mål på omkring 2 pct. om året mod den nuværende inflation, der er mere end fire gange over målsætningen.

Christine Lagarde afviser dog at sætte tal på en eventuel terminalrente - toprenten i den nuværende stramningscyklus.

Til gengæld skal centralbanken gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at bringe inflationen ned omkring målsætningen.

Samtidig er det ifølge Christine Lagarde usandsynligt, at ECB’s ledende renter igen vil komme i negativt territorium. Men det er muligt, at centralbanken igen vil sænke renten, når inflationen har bidt sig fast omkring bankens målsætning.

Under alle omstændigheder vil renterne ikke forblive høje for evigt, forsikrer centralbankchefen.

Markedet venter ifølge Bloomberg News, at indlånsrenten i EU vil toppe i 4 pct. - 150 basispoint over den nuværende indlånsrente på 2,5 pct.

Onsdag skuffede inflationstal fra Tyskland, da de mod forventning holdt niveauet 8,7 pct. mod en ventet afmatning til 8,5 pct.

Udviklingen fulgte ligeledes skuffende nyt fra Frankrig og Spanien tirsdag, hvor inflationen mod forventning steg.

I marts er det ifølge Christine Lagarde sandsynligt, at inflationen vil aftage som følge af basiseffekter, men faldet i prisstigningerne er endnu ikke stabilt, fastslår hun.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også