Vestjysk hælder mod drastisk Plan B

Efter længe at have afvist problemer med bankbogens sammensætning og størrelse vil Vestjysk ikke længere afvise, at et frasalg af nogle bankens største kunder ligner en særdeles oplagt redningsmodel. Direktør Frank Kristensen vil dog samtidig fortsat vokse banken på vindmølle-fronten
AF CHRISTIAN SEHESTED OG MATHIAS BENCKE FREMMEN

De tjener penge i Vestjysk Bank. Så meget slog gårsdagens årsregnskab fast – men samtidig blev det også klart, at banken er rykket endnu et par skridt væk fra en organisk løsning på det, der uden tvivl er blandt den danske banksektors mest tilspidsede funding-udfordringer.

For hullet mellem indlån og udlån er vokset igen i det vestjyske, samtidig med at deadlinen for udløbet af op mod 10 mia. i funding – hvoraf 7,8 mia. kr. er garanteret af staten – er rykket tre måneder nærmere.

Vestjysk: Funding er eneste problem

"Heldigt vi har noget at afsætte"

Det får nu bankens adm. direktør Frank Kristensen til at tage et noget blødere standpunkt over for den nødløsning på bankens problemer, Jyllands-Posten tidligere på ugen beskrev som værende på bankens tegnebræt: Et brandudsalg af bankens storkunder.

Vestjysk Bank forbereder salg af de bedste kunder

Efter en række storkunder stod frem i avisen, og fortalte, at de ville være klar til at blive solgt videre, vil Kristensen ikke længere afvise, at banken har den løsning som en meget oplagt plan B.

Storkunder er bekymrede for bankens fremtid

”Jeg kan ikke bekræfte, at der er indgået nogen aftaler. Men vi har tidligere sagt, at der i vores værktøjskasse, og det er jo heldigt, at vi er i den situation, at vi har nogle ting, vi kan afsætte. Og deriblandt er vindmøllerne. Jeg ved ikke, hvor Jyllands-Posten har de ting fra, men det er i hvert fald ikke fra os,” siger Frank Kristensen til FinansWatch og fortsætter:

Tror på vækst

”Men det er klart, at de har fået fat i tre kunder, der åbenbart har meldt sig på banen på en eller anden måde, og det kunne være en måde at løfte noget af deres finansiering væk. Men det vil igen være på den intelligente måde, hvor vi har kontakten til kunderne, for det er os, der har vindmøllekompetencerne, og det vil vores kunder sætte pris på. ”

Men jeg hører det som om, at det kunne være en løsning for jer, at sende nogle af jeres kunder videre til andre, hvis situationen ikke bliver løst?

”Jamen det er så blandt andet noget af det, der indgår i, at vi handler nu aktivt på det område. Men det er kun en delmængde. Det er ikke sådan, at vi afskærer hele vindmølleområdet. Vi forventer en betydelig vækst på det område i de kommende år. En del af det her er også at skabe plads til den vækst. Vi har det som en spidskompetence, og det vil vi blive ved med at have. Men det er rart, at vi har noget, vi kan omsætte, kan man sige, så vi har muligheden for at agere. Det er jo noget, som andre banker meget gerne vil overtage. Så vi kan gøre det, ja.”

Da FinansWatch beskrev en lignende plan i foråret forsvor Vestjysk-direktøren ellers planen, som et sidste skridt, der kun kunne tages i brug, ”hvis det ikke lykkedes at skaffe funding i løbet af 2011 eller 2012."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også