Vestjysk: Funding er eneste problem
Frank Kristensen er en glad direktør i Vestjyskbank i dag. Halvårsregnskabet viser fremgang på næsten alle hovedtal for banken, men der er stadig en væsentlig udfordring i form af funding, når statsgarantien udløber i 2013.
”Vi har én udfordring tilbage, og det er funding. Vi tror på, at når vi når til 2013, så kan vi enten geare op, eller også er der andre løsninger på vej,” siger Frank Kristensen til FinansWatch.
Hvad kunne de løsninger være?
Læner sig ikke tilbage
”Der taler vi om politik, og det vil jeg ikke byde ind på. Der har været talt mange løsninger fra mange kloge mennesker.”
Tror I på en politisk løsning?
”Ja, men vi læner os ikke op ad det. Vi handler nu, og vi mener os ikke, vi kan læne os tilbage og vente på politikerne,” siger Frank Kristensen.
Kunderne trækker sig
Han lægger meget vægt på, at banken netop nu er i gang med at løse fundingproblemerne ved at nedbringe spændet mellem ind- og udlån, så behovet for udenlandsk funding bliver mindre. Frank Kristensen forventer, at banken kan nedbringe udlånsmassen med at par milliarder inden udgangen af 2012.
Indlånsmassen falder med 500 mio.kr. i regnskabet. Det skyldes ifølge Frank Kristensen, at kunderne blev nervøse i kølvandet på Fjordbank Mors-krakket og trak pengene ud. Han giver også en del af skylden til medierne, der efter hans mening har været for negative over for banken.
Blev I behandlet urimeligt?
Det negative summer op
”Ja, det synes vi. Med de tal, vi fremlægger i dag, synes vi, at vi ikke er i fare. Der er god udvikling på indtægter, udgifter og nedskrivninger. Men alt den negative omtale summer jo op i den samlede nervøsitet, som vi synes, vi kan dokumentere, er ubegrundet,” siger Frank Kristensen.
Men det er vel ikke nogen hemmelighed, at uden en løsning på jeres fundingproblem, så kommer I til at stå i problemer?
”Det er en udfordring, og den agerer vi på nu. Men den type udfordring betyder ikke, at kunderne mister penge. Det er ikke noget, der bringer indlån i fare. Hvis indlån skal komme i fare, så er det, fordi man ikke har styr på kreditterne. Det er ikke tilfældet hos os, og det er vigtigt at understrege.”
Nedskrivniner normale
Én af de ting, Frank Kristensen især glæder sig over i regnskabet, er de forbedrede nedskrivninger. Der er nedskrevet for 89 mio. kr. i seneste kvartal, hvilket er en lille stigning i forhold til første kvartal.
”Det er ikke usædvanligt, at det stiger lidt i andet kvartal. Der kommer regnskaber fra en række mindre virksomheder, og dem håndterer vi så, hvis vi kan se, der er noget. Det et ikke spor usædvanligt, det vi renser lidt ud i det kvartal, hvor der kommer regnskaber,” siger Frank Kristensen.
Hvor nedskriver I typisk for tiden?
Landbruget ikke i krise
"Det er bredt funderet, og det er mange mindre nedskrivninger. 2011 har vist sig også at være et kriseår, men det er ikke nogen bestemte brancher. Vi bliver tit omtalt som landbrugsbank, men det er ikke landbruget, der bliver nedskrevet særligt på. Men der er også lidt på landbruget – det er klart."
Så I er ikke ramt af den fortsatte krise i landbruget?
”Vi er ikke enige i, at der er en fortsat krise i landbruget, med mindre man bliver mere præcise omkring landbruget. Svinelandbruget har stadig betydelige udfordringer på nye bedrifter, der er købt for dyrt, og hvor der ikke er sammenhæng i driften. Men på almindelig planteavl, minkavl og mælkeproduktion – specielt økologisk mælkeproduktion går det udmærket.”
Regnskab: Overskud i Vestjysk Bank
Storkunder er bekymrede for bankens fremtid
Vestjysk Bank forbereder salg af de bedste kunder
Relaterede artikler:
Storkunder er bekymrede for bankens fremtid
For abonnenter
Vestjysk Bank forbereder salg af de bedste kunder
For abonnenter