Det meste af den danske banksektor er på sikker grund. Sådan konkluderer Nationalbanken og Finanstilsynet oven på EU's stresstest, som alle de danske storbanker samt Nordea bestod.
"Stresstestresultaterne understøtter vores synspunkt om, at den altovervejende del af den danske banksektor er velkonsolideret og modstandsdygtig," udtaler nationalbankdirektør Nils Bernstein i en meddelelse.
"De danske stresstestresultater viser, at selv i stressscenariet er alle fire danske banker velkapitaliserede og robuste over for forringelser i kreditkvaliteten af deres udlånsporteføljer," skriver direktør for Finanstilsynet, Ulrik Nødgaard, i samme meddelelse.
Alle danske banker klarer testen
"De deltagende danske banker udgør samlet mere end 80 pct. af den danske banksektor," skriver Nationalbanken og fortsætter:
"Stresstesten viser også, at de danske bankers eksponeringer mod de mest sårbare stater i Europa er meget begrænsede. Eksponeringer mod Grækenland er ubetydelige."
Også økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er glad.
"Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen anerkender resultaterne af EU-stresstesten for 2011 og hilser samtidig den øgede gennemsigtighed i forbindelse med offentliggørelsen af testresultaterne og i fremlæggelsen af de deltagende bankers eksponering over for statsgæld velkommen," skriver ministeriet i en pressemeddelelse.