Nykredit vil arrangere fælles obligationssalg
Nykredit undersøger mulighederne for, at danske lokalbanker kan indgå et fælles obligationssalg for at tiltrække investorer, som er tilbageholdne efter krakket af Fjordbank Mors. Risikobyrden lægges dermed over på Nykredit. Der er reelt tale om en helt ny type værdipapir, mener SEB, som også kigger på samme mulighed.
Det skriver Bloomberg News mandag.
"Planen vil sørge for, at investorerne får en vis risikospredning. Vi er i snak med både banker og investorer," udtaler Kim Duus, adm. Direktør for bankdelen i Nykredit.
FinansWatch har tidligere beskrevet både Nykredit og SEB's planer.
SEB på vej med funding-fond til bankerne
Nykredit også på vej med funding-model til bankerne
Fundingplan fortsætter trods Fjordbank-krak
Ideen er, at når Nykredit står bag et samlet gældssalg for landets 120 banker og pengeinstitutter, så bliver risikoscenariet ændret. For risikoen påhviler arrangøren af det fælles obligationssalg, og så skal investoren, for hvem det danske bankvæsen er forholdsvist fremmed, kun forholde sig til kreditvurderingen af emittenten.
Dermed "drejer det praktisk talt om en ny type aktiver," mener Michael Frisch, chef for SEB's danske afdeling. SEB overvejer ligeledes muligheden for at arrangere et fællesobligationssalg, bekræfter Frisch.
Danmark står over for en stigning i de langsigtede låneomkostninger efter, at Moody's har nedgraderet flere banker, hvilket altså skræmmer flere udenlandske investorer.
Ritzau Finans/ CS
Relaterede artikler:
Finanstilsynet sætter deadline for truede banker
For abonnenter
Nykredit dropper funding-tanker
For abonnenter