FinansWatch

Nordea og Danske går hver sin vej i Moody’s realkredit-føljeton

Mens Danske Banks realkreditselskab, Realkredit Danmark, har opsagt sit arbejde med Moody’s, så går Nordea i den stik modsatte retning.

I sidste uge tog Realkredit Danmark konsekvensen af Moody’s syn på dansk realkredit. En opsigelse blev gennemført, hvilket har fået en mildt sagt blandet modtagelse hos diverse aktører i sektoren.

Realkredit Danmark opsiger samarbejde med Moody's

Hos konkurrenten Nordea har man valgt at gå en helt anden vej. Det skriver Dagbladet Børsen torsdag på baggrund af en investeringsanalyse fra Nykredit Markets.

Analysen forklarer, at Nordea modtog et såkaldt ”performance overview” fra Moody’s i går aftes. Heri opstilledes et specifikt krav til Nordea om at øge polstringen, for at storbankens kreditafdeling kunne opretholde sin Aaa-rating. Polstringen skal gøre Nordea i stand til at modstå eventuelle tab på dårlige realkreditudlån.

Modsat Realkredit Danmark, har Nordea valgt at tage Moody’s krav til efterretning. Moody’s krævede en hævning til 16 pct., men Nordea har tilført så meget kapital at tallet nu er oppe på 18,8 pct.

”Nordea viser med kapitaltilførslen sin finansielle styrke til at forsvare sine ratings – uanset om kravene er uforståeligt høje, som tilfældet synes at være i denne runde af ændringer fra Moody's. Trods en forventning om en reduktion af det systemiske løft for de svenske banker i de kommende år vurderer vi, at Nordeas rating fortsat er den mest stabile Aaa-rating i det danske realkreditmarked," skriver Nykredit i en markedskommentar.

Nykredit har selv været særdeles aktive i kampen for dansk realkredit, hvilket tidligere har været beskrevet hos FinansWatch.

Læs alt om opbruddet i Nykredit og dansk realkredit

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs