Her er Amagerbankens nye ejer

For et år siden købte den færøske bank tolv filialer i Jylland, på Fyn og i Grønland. Nu indtager Banknordik København.
AF CHRISTIAN SEHESTED, ANDERS HEERING OG KASPER KRONENBERG

Der er mere end 100 års erfaring i bankdrift bag den nye ejer af Amagerbanken, der nu for alvor har sat handling bag sine nordiske vækstambitioner og sit nye nordiske navn. Med købet af Amagerbanken - til en pris på ca. 24 mio. pr. filial - får den færøske bank mere end 7000 km. mellem sin østligste og vestligste filial.

Indtil for nylig hed Banknordik Føroya Banki. Banken er børsnoteret på den danske og islandske børs og har i dag ca. 40 pct. af bankmarkedet på Færøerne,

Opkøbet kommer året efter købet af tolv filialer i Jylland, på Fyn og i Grønland af Sparbank, og sker med en række institutionelle investorer i ryggen samt et lån til den ansvarlige kapital fra Finansiel Stabilitet på 300 mio. kr.

Aktiver for 14 mia.

Efter købet af Amagerbanken ender bankens samlede aktivmasse er på 14 mia. kr., hvor den sunde del af Amagerbanken vægter cirka 5 mia. kr. Banknordik havde inden købet samlede udlån for 8,7 mia. kr., mens indlånene er godt 8,8 mia. kr.

Det færøske bankimperie strækker sig nu fra Ilulissat 350 km. nord for polarcirklen på vestkysten af Grønland til Amagerbankens filial på Krudttårnsvej 8 i Dragør. Det vil sige, at adm. direktør Janus Petersen har et pænt stykke over 7000 kilometer mellem sine to fjerneste filialer.

Banknordik har meddelt, at man vil reducere antallet af filialer i Amagerbanken fra 25 til 10. Dertil kommer, at man i forvejen planlægger at lukke fem filialer og fyre medarbejdere i både Danmark og på Færøerne. Det skal sikre et moderne filialnet, der passer til den moderne bankkunde, sagde bankens nummer to, direktør John Rajani i forbindelse med aflæggelsen af selskabets kvartalsrapport for første kvartal.

BankNordik blev – under sit daværende navn, Føroya Banki – grundlagt d. 2. februar 1906, da Landmandsbanken (nu Danske Bank) valgte at etablere en bank på Færøerne. I begyndelsen af halvfemserne blev både Føroya Banki og Sjóvinnubankin på grund af økonomiske problemer en del af The Financial Fund of 1992.

Bankens egenkapital er på godt 2 mia. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også