Finansforbundet: Medlemmer står til tæsk fra begge sider

De økonomiske tiltag fra både rød og blå blok får hårde ord med på vejen fra Finansforbundet.

Regeringen har afskaffet al snak om efterløn når det kommer til Finansforbundets medlemmer. Og rød bloks planer om pensionshug er gift for de sparsommelige.

Sådan lyder dommen fra Kent Petersen, Finansforbundets formand, efter en dag med politisk røre.

"Jeg tror, at mange af Finansforbundets medlemmer vil have svært ved at forstå, at de skal straffes for at have gjort det, politikerne har bedt dem om - nemlig at spare op til pension. Finansforbundets medlemmer kommer med regeringens tilbagetrækningsreform i realiteten ikke til at kunne benytte efterlønnen, og samtidig skal de nu se i øjnene, at de skal arbejde, til de er 69 år. De betaler simpelthen dobbelt op", skriver Kent Petersen i en meddelelse.

Men den røde plans loft over pensionindbetalinger vækker heller ikke just glæde hos formanden.

"Stort set alle partier har i årevis bedt os om at spare op til vores pension. Det har arbejdsmarkedets parter taget alvorligt ved at indgå centrale aftaler om at øge pensionsbidragene, og det har vores medlemmer taget alvorligt ved at acceptere, at en stigende del af deres løn gik til pension. Nu straffer man altså lønmodtagerne for at gøre, som der blev sagt. Jeg går ud fra, at politikerne stadig gerne vil have, at vi kan forsørge os selv, når vi forlader arbejdsmarkedet. Men forslaget stikker en kæp i hjulet på motivationen til at spare op", siger Kent Petersen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også