Dom underminerer amerikansk boligmarked
Hvis du ikke betaler dit huslån må banken tage huset. Men banken skal også kunne bevise meget klart, at man har retten til lånet. Det slår to domme fra den amerikanske stat Massachusetts klart - en udvikling, der ifølge analytikere vil have vidtrækkende konskvenser for de amerikanske bankers muligheder for at hente pengene hjem på boliglån, skriver Reuters.
"En dom som denne vil sænke hele processen omkring tvangsauktioner, og tvinge banker til at være enormt præcise og få styr på alting. Det efterlader meget lidt manøvrerum," siger Marty Mosby, der er analytiker hos Guggenheim Securities, til Reuters.
Dommene gik imod Wells Fargo og US Bankcorp. Lånene bag husene havde skiftet hænder flere gang inden to banker valgte at sætte gang i tvangsauktionerne.
Markederne reagerede hurtigt efter dommene faldt fredag, og sendte kursen på en række bankaktier nedad. Masschusetts højesterets beslutninger kommer i kølvandet på sidste efterårs omfattende 'robo-sign'-skandale, hvor en række beslutninger om tvangsauktion blev godkendt automatisk - uden at nogen gennemså de underliggende papirer.
Massachusetts højesteret er blandt USA's mest respekterede, og det forventes bredt, at afgørelserne vil danne præcedens. Ifølge The New York Times faldt antallet af tvangsauktioner i takt med efterårets skandale med 21 pct., på trods af et boligejernes situation ikke har ændret sig. Det forventes nu at antallet af tvangsauktioner vil blive endnu lavere, skriver avisen.
Relaterede artikler:
Ringe tro på finansaktier
For abonnenter